Klager får medhold i kritik af DR P1 Dokumentar om ”Bøllebank”

DR P1 Dokumentar erkender afgørende fejl ved udsendelse, der skulle udfordre den officielle fortælling om ”Operation Bøllebank” i 1994

Klager var blandt hovedpersonerne i "Operation Bøllebank" i 1994 i Bosnien. Han får medhold i kritik af DR P1 Dokumentar. (Foto: MORTEN JUHL)

”Løgnen om Operation Bøllebank” hed en dokumentar fra DR P1 Dokumentar, som blev sendt den 5. januar 2017. Men der var ikke dækning for programmets titel. Det erkender chefen for DR P1 Dokumentar-redaktionen. Én af hovedpersonerne i det militære slag med de danske FN-styrker og serbiske styrker tilbage i 1994 havde klaget, fordi han fandt programmet unfair, ensidigt, fejlbehæftet og i strid med DR´s presseetiske regler.

I første omgang klagede han til DR P1 Dokumentar, men klager var ikke tilfreds med redaktionens svar på klagepunkterne. Efterfølgende ankede han sagen til lytternes og seernes redaktør (LSR). Sagen er nu gennemgået, og DR P1 Dokumentar har erkendt en række afgørende fejl, som samlet set betyder, at klager får medhold.

For det første var der ikke dækning for programmets titel. Dokumentaren ville fortælle nogle bestemte soldaters version af det historiske slag, som fandt sted, men overskriften var ikke retvisende, og det blev postulerende at benytte ordet ”løgn” i den sammenhæng, erkender redaktionschefen.

For det andet var dokumentarens påstande om, at klager drikker, udokumenterede. Også det erkender redaktionschefen. I den sammenhæng var det krænkende, fordi påstande om druk blev sat sammen med DR´s kilders opfattelse af, at der var sket et ledelsesmæssigt svigt undervejs i ”Operation Bøllebank.”

Samtidig skete der yderligere den fejl, at DR P1 Dokumentar ikke forelagde klager påstanden om druk. Også det var en fejl, erkender chefen bag dokumentaren.

Endelig erkender redaktionschefen, at balancen ikke var i orden i dokumentaren. Der burde have optrådt en kilde, ud over klager selv, som gav udtryk for en anden opfattelse af, hvem der gav ordre til at åbne ild mod serberne, end den opfattelse, som DR´s kilder gav udtryk for.

P1 Dokumentar har oplyst, at redaktionen har talt med hovedparten af de danske soldater, der deltog i ”Operation Bøllebank – i alt 21 ud af 38 soldater. DR P1 Dokumentar mener, at ud af denne gruppe støtter kun to den officielle version af ”Operation Bøllebank.” Det havde ikke ændret programmets præmis, at én af dem var medtaget, mener DR P1 Dokumentar.

Lytternes og seernes redaktør konkluderer, at DR var i sin ret til at afprøve nogle kontroversielle påstande om hændelsesforløbet, men har ikke udvist den fornødne omhu med at efterprøve og dokumentere fremsatte påstande undervejs i dokumentaren. Forelæggelsen af den krænkende påstand om druk fandt heller ikke sted, hvilket var en fejl, sådan som redaktionen har erkendt.

DR´s generaldirektør Maria Rørbye Rønn har tilsluttet sig konklusionen.

Du kan læse hele sagen her:

Afgørelse

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve