Danmarks Indsamling om falsk opslag på Facebook: Det er uetisk

Flere organisationer tager kraftigt afstand fra falsk opslag på de sociale medier, som opfordrer til at lade være med at støtte Danmarks Indsamling.

- Støt ikke Danmarks Indsamling. Støt i stedet de fattige og syge danskere.

Sådan lyder opfordringen på et opslag, der i øjeblikket florerer på de sociale medier.

I teksten står der blandt andet, at Kirkens Korshær, Frelsens Hær og de hjemløses landsorganisation, Sand, opfordrer danskerne til at spørge sig selv, om de giver pengene til de rigtige, når man vælger at donere til nødlidende børn i udlandet, mens danskere herhjemme lider.

Men de tre organisationer har ifølge Berlingske taget kraftig afstand fra opslaget og kalder det for en falsk nyhed.

- ’Intet barn må sulte’ er en vigtig indsamling, og budskabet gælder såvel i verden som i Danmark. Ingen danskere får det bedre, fordi vi holder op med at hjælpe i resten af verden, skriver de tre organisationer i en fælles meddelelse.

Talsperson: Det er uetisk

Danmarks Indsamling 2017

Sammen med danskerne samler Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR ind til 12 konkrete projekter, der bekæmper sult blandt børn.

Du kan allerede nu støtte indsamlingen:

Send en sms med teksten DI til 1212 og støt med 150 kroner.

Du kan også give et valgfrit beløb på Mobilepay. Send til 1212 .

Læs mere om indsamlingen HER

Anna Rørbæk, der er talsperson for Danmarks Indsamling, som kulminerer med et stort tv-show på DR1 i morgen, er glad for at de tre organisationer har taget afstand fra opslaget.

- Det er uetisk og synd, at nogle tager dem som gidsler i en eller anden politisk kamp, siger hun.

Tidligere har der også været kritik på de sociale medier af, at midlerne under indsamlingsshows gik til udlandet i stedet for at støtte danskere, hvilket Anna Rørbæk ikke forstår.

- Jeg forstår grundlæggende ikke, at man skal kritisere andre for at ville hjælpe andre – i det her tilfælde er der flere end tre millioner børn under fem år, som hvert år dør af sult ude i verden. Som menneske forstår jeg ikke, at der er nogen, der kan være imod at hjælpe børn, der sulter, siger hun.

Anna Rørbæk tilføjer dog, at opbakningen til indsamlingen generelt er stor, og at det er hendes indtryk, at dem der står bag, er en meget lille, men dog meget højtråbende gruppe.

  • Print
  • Del artiklen: