ANMELDELSE Trods kaos og politisk drama imponerer Ukraines Grand Prix

Der er 5 stjerner ud af 6 til dette års Eurovision fra Grand Prix-legenden Kirsten Siggaard og superfan Morten Kaiser.

- Man har virkelig kæmpet og været flere måneder bagud med arbejdet. Så det er fantastisk, at Ukraine alligevel har lavet et rigtig flot Eurovision, siger Grand Prix-fan og -ekspert Morten Kaiser.

Lørdag var der fest, både i Ukraine og i stuer verden over.

Sangerinden Kirsten Siggaard og Grand Prix-eksperten Morten Kaiser så med fra DR Byen, hvor de kommenterede showet hele aftenen.

Og det ukrainske show levede op til næsten alle forventningerne.

MINUT FOR MINUT: Både juryen og seerne havde Salvador Sobral på førstepladsen

Kirsten Siggaard & Morten Kaiser
  • Sangerinden Kirsten Siggaard har deltaget i dansk Melodi Grand Prix syv gange og repræsenteret Danmark ved Eurovision tre gange.
  • Morten Kaiser har siddet på den anden side af bordet som Danmarks Eurovision-jury i 2016 og er derudover stor Grand Prix-fan.

Kaotisk år i ukrainsk tv endte godt

- Generelt har det sidste år på ukrainsk tv været meget kaotisk. De er lykkedes med at lave to semifinaler og en finale, der var velproducerede og smukke, siger Morten Kaiser.

Der har ellers aldrig været så meget drama om showet som i år. Der var kaos om billetsalget, tv-ledelsen sagde op, arrangøren EBU udtrykte offentligt bekymring for planlægningen, og det hele blev toppet med den storpolitiske konflikt mellem Ukraine og Rusland, der endte med, at årets russiske deltager blev udelukket fra at medvirke.

- Man har virkelig kæmpet og været flere måneder bagud med arbejdet. Så det er fantastisk, at Ukraine alligevel har lavet et rigtig flot Eurovision.

Sangerinden Kirsten Siggaard fulgte også showet tæt, og hun synes også, Ukraine gjorde et godt stykke arbejde.

- Jeg har ikke lagt mærke til særlig meget, der ikke fungerede. Nogle gange er det svært for dem at få lavet den rigtige lyd ud til fjernsynet, sådan at det er fair overfor de kunstnere, der står der. Det synes jeg ikke, jeg har oplevet i år, siger Kirsten Siggaard.

'Kom som du er, så hylder vi dig'

Morten Kaiser mener, at man måske kunne have brugt lidt mere energi på temaet 'Celebrate Diversity'.

- Jeg synes, indslagene i showet var rigtig fine. Man kan diskutere, om det var 'diversity' udelukkende at benytte mandlige værter. Men det skulle da være det eneste, og hvis det bare er det, jeg kan slå ned på, er det jo småting, siger Morten Kaiser.

- Diversity er jo også, at der er 42 lande, som får lov til at konkurrere med så forskelligartede sange. Jeg ved ikke, hvorfor det lige skulle være 'diversity', for sådan har det jo altid været, tilføjer Kirsten Siggaard.

Morten Kaiser synes dog alligevel, at temaet var rimelig passende til showet.

- Eurovision er jo en hyldest til mangfoldighed. Man kan være den, man er. Der er plads til alle. Kom som du er, så hylder vi dig, siger Morten Kaiser.

Eurovision 2017: Salvador Subral synger sin vindersang

Siggaard og Kaiser giver showet 5 stjerner

Hvor mange anmelderstjerner vil I give showet?

- I hvert fald fem ud af seks. Det danske (i 2014, red.) var flottere. Det havde fået seks stjerner. Men det hele fungerede super godt i aften, siger Kirsten Siggaard.

Morten Kaiser er enig.

- Det er detaljer, der overordnet set giver et fantastisk show. Jeg er sikker på, der sidder rigtig mange ukrainere og er rigtig stolte. Og det skal de også være. Nu er det Portugals tur til at være stolte, og dét skal de også være.

- Lad dem endelig være stolte over det, slutter Kirsten Siggaard.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: