DR afviser: Truer ikke med at med flytte Grand Prix til Herning

- Vi har godt samarbejde med værtsbyen, siger DRs Grand Prix-chef.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

DR afpresser ikke værtsbyen København. Det slår executive producer Pernille Gaardbo fast, efter avisen MetroXpress i dag skriver, at DR skulle have truet byen med at flytte dette års internationale Melodi Grand Prix til Herning, hvis man ikke får en ekstrabevilling på 13 mio.kr.

Hvem betaler hvad?

DR

  • Har ansvaret for de tre Eurovision-tv-shows 6., 8. og 10. maj
  • Har et budget på ca. 190 mio. kr., på samme niveau som SVT's Eurovision-budget i 2013
  • Forventer et samlet seertal på ca. 180 mio. i hele verden

Host City Copenhagen

  • Et projektselskab, som består af Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Refshaleøens Ejendomsselskab.
  • Har ansvaret for alle events i byen under Eurovision og for faciliteterne på Refshaleøen, hvor showet afholdes, inkl. klargøring af B&W-hallerne, transport, logistik mm.
  • Har et budget på ca. 35 mio. kr.
  • Forventer turismebaseret omsætning for op mod 125 mio.kr.

Kilde: DR og Wonderful Copenhagen

- Det er ikke rigtigt. Vi truer ikke nogen. Og vi har på ingen måder planer om at flytte showet, siger Grand Prix-chefen til dr.dk/grandprix.

- Vi har godt samarbejde med Host City Copenhagen, som er de samarbejdspartnere i København, som opbygger arenaen på Refshaleøen, fortsætter hun.

København: Vi er ikke blevet truet


Host City Copenhagen er et samarbejde mellem Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og Refshaleøens Ejendomsselskab.

De står for, at området på Refshaleøen er klar til festen til maj, mens DR har ansvaret for at producere de tre tv-shows.

- Vi har et glimrende samarbejde med DR. Der er ingen, der truer nogen, siger Martin Bender, der er administrerende direktør for Host City Copenhagen.

Konstruktionsændringer til 13 mio.kr.

Host City Copenhagen har bedt København om 13 mio. kr. ekstra til uforudsete udgifter til arrangementet, som skal deles mellem Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen med 4,3 mio.kr. til hver.

Den indstilling blev behandlet på et møde i Regionsrådet 4. februar, og det var her, at en bemærkning om at flytte showet til Herning skulle være faldet fra en af regionspolitikerne.

- Alle parter i Host City Copenhagen har fra starten været klar over, der er en risiko for uforudsete udgifter i forbindelse med så stort et projekt som dette. Det har hele tiden været præmissen. Der er tale om nogle konstruktionsændringer, som medfører større udgifter, og det er på den baggrund, der er blevet bevilget en budgetudvidelse, forklarer Martin Bender.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: