Fredericia giver op: Trækker Grand Prix-ansøgning tilbage

Der kommer ingen musikfest til Trekantområdet. Ansøgningen om at holde næste års internationale Melodi Grand Prix er trukket tilbage.

Emmelie de Forest vandt Melodi Grand Prix 2013. Men Grand Prix'et kommer ikke til Fredericia i 2014.

Der bliver ingen palietter, glimmersko og fællessang i Fredericia til næste forår.

Trekantområdet Danmark havde ellers sendt en ansøgning af sted til DR om at holde næste års internationale Melodi Grand Prix i MesseC-hallerne i Fredericia.

Men den ansøgning er nu trukket tilbage. Det skriver Lokalavisen Budstikkens netavis fredericia.lokalavisen.dk

- Vi fik pludselig besked fra Danmarks Radio om, at arrangementet krævede en hal uden søjler. Og dét krav kan ikke opfyldes i MesseC. Så derfor gik borgmestergruppen hurtigt sammen per mail og besluttede, at vi selvfølgelig trækker vores ansøgning, siger Jørn Pedersen, formand for Trekantområdet Danmark til Lokalavisen Budstikkens netavis.

Jørn Pedersen og resten af Trekantområdet Danmark håber nu at Herning vinder kampen om musikfesten, for så vil Trekantområdet stadig kunne byde ind med hotelværelser og attraktioner.

Herning, Horsens og København er stadig med i kapløbet om at være vært for det internationale Grand Prix, der afholdes i maj 2014.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: