Grand Prix'ets alderspræsident: Jeg er fuld af energi

Britiske Engelbert Humperdinck, der fylder 76 i dag, er den ældste solist nogensinde i Grand Prix-historien, men ser ikke sin alder som nogen ulempe - tværtimod.

Fra CCN til TV Avisen herhjemme. Nyheden gik verden rundt, da BBC i marts overraskede alle med meddelelsen om, at den aldrende crooner Engelbert Humperdinck bliver Storbritanniens deltager i årets europæiske Melodi Grand Prix.

- Det var en overvældende positiv reaktion. Jeg følte mig som en sportsmand, og uanset hvor jeg tog hen i Storbritannien, stoppede folk mig for at ønske mig held og lykke, siger hovedpersonen selv til dr.dk/grandprix.

- Så jeg vil gerne sige tak til pressen både her og i Europa for deres støtte, og til mine fans i Danmark vil jeg sige, at jeg håber, de vil huske min sang og give mig deres støtte.

Sagde ja med det samme

Humperdinck, der i dag fylder 76 år, er faktisk ikke helt klar over, hvorfor BBC egentlig valgte ham. Men han var ikke et sekund i tvivl om, at han skulle sige ja.

- Jeg har fans i mange lande, og jeg har længe tænkt, at Grand Prix er en af de ting, som ville være perfekt at involvere sig i, siger han.

- BBC kontaktede min manager, og da jeg hørte om det, sagde jeg ja med det samme. Jeg kan ikke sige, hvorfor de valgte mig, men det er en kæmpe ære at repræsentere mit land, og jeg vil tage sejren hjem, erklærer Humperdinck selvsikkert.

Alder ingen hindring

Engelbert Humperdinck bliver den ældste solist nogensinde på Grand Prix-scenen. Men alderen ser han ikke som nogen ulempe - tværtimod.

- Det er meget spændende at bringe min musik ud til den næste generation af fans, fortæller sangeren, der med over 150 mio. solgte plader og en musikkarriere, der strækker sig over næsten et halvt århundrede, har masser af erfaring at trække på.

- Jeg er fuld af energi og begejstring for Eurovision, det bliver sjovere end nogensinde i år. Det glæder mig, at jeg kan få lov til at repræsentere mit land på det her punkt i min karriere. Jeg har været i branchen i over 45 år, så jeg har nok nogle erfaringer, som jeg kan dele med de unge deltagere.

Soluna har en skøn stemme

En af de yngste deltagere i årets konkurrence er Danmarks egen Soluna Samay. Og Humperdinck har et godt råd til hende, når hun første gang skal stå over for så stort et publikum.

- Du skal fokusere på din optræden. Lad dig ikke skræmme af de millioner af mennesker, som ser med. Og hav et godt hold omkring dig til at støtte sig, lyder det fra Humperdinck, som er ret begejstret for Solunas nummer 'Should've Known Better'.

- Det er en god popsang, og hun har en skøn stemme, som minder mig lidt om Natalie Imbruglia.

Romantikkens konge

Engelbert Humperdincks Grand Prix-nummer er delvist indspillet i countrymusikkens hovedstad, Nashville, Tennesee, og det kan høres, mener han.

- Ja, helt sikkert. Martin Terefe og Sacha Skarbek, som har skrevet og produceret sangen, er nogle af de bedste i branchen, og de har arbejdet med nogle af de største artister som Adele, Mary J. Blige og James Morrison. Jeg synes, det er en smukt skrevet sang, siger han om nummeret 'Love Will Set You Free'.

- Hele mit liv har jeg stået for romantik, og nogen kalder mig ligefrem "The King of Romance". Når folk hører romantiske sange, forelsker de sig, og sangen kunne ikke passe bedre til mig.

Vil ændre britisk taberkurs

Storbritannien har de sidste ti år indkasseret tre bundplaceringer i Melodi Grand Prix, og den kedelige statistik har Engelbert Humperdinck sat sig for at lave om på.

- Storbritannien kan helt sikkert vinde Eurovision igen. Så vidt jeg forstår, blev afstemningssystemet ændret for nogle år siden, og juryerne blev mere involveret, og siden har vi klaret os bedre. Hvad skulle stoppe os i at komme i Top 10 i år? Jeg tror også, vi kan vinde, det er bestemt en mulighed, siger han.

Engelbert Humperdinck fejrer sin fødselsdag i Los Angeles, men rejser snart til Aserbajdsjan, hvor han har sin første prøve på scenen i Crystal Hall lørdag 19. maj - præcis en uge inden den store finale.

- Jeg glæder mig meget til at komme til Baku, jeg kan ikke vente!

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: