I dag afsløres Eurovision-scenen: Hver sang skal have sit eget udtryk

I dag bliver Eurovision-scenen afsløret. Det har været 'et kreativt maraton' at tilrettelægge billeduniverset for de 37 sange, siger designeren bag

Nicoline Refsing og hendes team har brugt utallige timer på at afprøve sceneshowets animationer og lyssætning, så det både ser godt ud for tilskuerne i salen og hjemme på fjernsynsskærmen. (Foto: Anne Brandbjerg Nielsen © dr.dk/grandprix)

Det vil være de færreste hjemme i stuerne, som kender hendes navn eller kan udpege hende i køen i supermarkedet.

Men til de tre Eurovision-shows vil alle danskere blive bekendt med de kreative frugter af Nicoline Refsings arbejde, når der om få uger bliver blændet op for scenen i B&W Hallerne.

- Jeg har samarbejdet med hver af de 37 delegationer om at skabe deres look, når de optræder: Hvordan stemningen og atmosfæren skal være, og hvordan det skal se ud, siger hun til dr.dk/grandprix.

Et kreativt maraton

Senere i dag afholder DR pressemøde i B&W Hallerne, hvor scenen bliver præsenteret. Og dermed kommer de første eksempler på Nicolines arbejde også til syne. Hun bærer nemlig titlen 'Creative Director and Content Producer' på Eurovision.

Oversat til dansk betyder det, at hun har ansvaret for design og produktion af det lys- og billedshow, der kommer til at køre på LED-skærmene og det interaktive scenegulv til Eurovision.

- Det har været et rigtigt kreativt maraton at lave 37 lande, og det har været spændende - rigtig spændende, siger hun til dr.dk/grandprix.

Kulturen skal skinne igennem

Fra starten var ambitionen for Nicoline og hendes team, at de ville arbejde tæt sammen med kunstneren fra hvert enkelt land, så billedsiden bedst muligt forstærkede hver sangs udtryk.

- Nogle havde meget specifikke ønsker, og med andre fandt vi på noget til dem. Vi kiggede på en masse forskellige kulturelle elementer for hvert land, deres historie, religion, arkitektur, natur og kunst. Og så lyttede vi selvfølgelig til sangen og til teksten, siger Nicoline Refsing.

Et autentisk show

Det var vigtigt for hende at sørge for, at alle 37 numre havde deres eget unikke udtryk, frem for at lave en stor, ensrettet produktion.

På den måde kan Eurovision skille sig ud i forhold til programmer som X Factor eller American Idol, hvor produktionen er den samme lige meget hvilket land, det er optaget i, mener hun.

- Eurovision er nok det eneste brand, der fejrer individualiteten og forskelligheden ved de enkelte nationer. Det har noget over sig, som er upoleret og ægte. Jeg tror, det er derfor, folk godt kan lide at se det: Fordi det er autentisk, siger hun til dr.dk/grandprix.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: