Krim er stadig Ukraine, når stemmer tælles op i Grand Prix

Tre millioner telefonstemmer er kommet i klemme, efter Rusland har annekteret Krim. Nu slår Eurovision-chefen fast, at halvøens stemmer kommer til at tælle med i det ukrainske resultat.

Krims stemmer kommer til at tælle med i det ukrainske resultat til Det Internationale Melodi Grand Prix. Det slår Eurovision-chef Jon Ola Sand nu fast. (Foto: Baz Ratner © Scanpix)

Efter Rusland tidligere på foråret har annekteret Krim-halvøen - der af verdenssamfundet stadig betragtes som del af Ukraine - er der gået storpolitiske spekulationer i den ikke-politiske musikkonkurrence.

For hvad kommer der til at ske med de tre millioner potentielle telefonstemmer fra Krim-halvøen, når resultatet af dette års Internationale Melodi Grand Prix skal afgøres?

- Som det er nu, så har Krim-boerne ukrainske telefonnumre og kan altså ikke stemme på Ukraine, men på et hvilket som helst andet land, der er med i Eurovision Song Contest, lyder det klare svar fra Eurovision-chef, nordmanden Jon Ola Sand.

Som det er nu, så har Krim-boerne ukrainske telefonnumre og kan altså ikke stemme på Ukraine, men på et hvilket som helst andet land, der er med i Eurovision Song Contest.

Jon Ola Sand

Krim tæller som en del af Ukraine

Verdenssamfundet har fordømt den russiske annektering af halvøen med den vigtige flådebase. Den europæiske tv-union tager ikke stilling i den storpolitiske konflikt, men forholder sig pragmatisk til telefonnettet i landet.

- Som situationen er nu, er der ukrainske telefonoperatører på Krim-halvøen. Der er ingen andre netværk i det område, og det bliver der heller ikke før Eurovision Song Contest, så vidt vi ved. Det er ikke os, som udbyder det, uddyber Eurovision-chefen.

Dermed er Krim altså fortsat at betragte som del af Ukraine, og halvøens stemmer kommer til at tælle med i det ukrainske resultat til Det Internationale Melodi Grand Prix.

"Mærker intet til konflikten"

Den storpolitiske konflikt har man i øvrigt ikke mærket meget til i København, hvor Ukraine og Rusland deltager i samme semifinale, og begge har haft deres første prøve i B&W Hallerne.

- I showet og til pressekonferencerne mærker man intet til konflikten mellem Rusland og Ukraine, fortæller Jon Ola Sand.

- Der har ikke været spørgsmål eller problemstillinger på bordet, der vedrører konflikten, i nogen særlig grad.

Stridsøksen begravet

Meget tyder altså på, at Rusland og Ukraine har begravet den politiske stridsøkse, når det kommer til Grand Prix, og koncentrerer sig fuldt og helt om musikken, mens de gæster København.

- Det er klart, at det er en situation, som er meget ulykkelig og vanskelig, men jeg synes det har været tacklet fint her. Jeg har haft gode møder med både den russiske og ukrainske delegation, som enes fint i forhold til det, de skal gøre her, slutter Eurovision-chefen.

Rusland og Ukraine er begge med i første semifinale, tirsdag 6. maj.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: