Lettede grækere: Nu kan vi være med i Grand Prix igen

Grækerne får en ny national tv-station, og det giver håb om, at de alligevel kan være med i næste års Eurovision Song Contest i Danmark.

Grækenland endte som nr. 6 i dette års internationale Melodi Grand Prix med gruppen Koza Mostra feat. Agathon Iakovidis og nummeret 'Alcohol Is Free'. Nu er der håb for, at de vender tilbage til Eurovision næste år. (Foto: Sander Hesterman © Eurovision.tv)

Græske tv-seere gik i chok, da regeringen i juni lukkede den nationale tv-kanal ERT - og dermed udelukkede landet fra næste års internationale Melodi Grand Prix i Danmark.

I denne uge har regeringen så lagt planer frem for en omstrukturering af tv-stationen, og dermed er der igen håb for, at grækerne kan komme med i verdens største musikkonkurrence.

- Selvom mange grækere ikke ser stats-tv, så forstod de ikke, hvorfor deres skærme gik i sort, så vi har bare ønsket, at alt skal blive normalt igen, siger Fotis Konstantopoulos, der er redaktør på det græskbaserede Grand Prix-website Oikotimes.

Og det gælder også Melodi Grand Prix, fortæller han til dr.dk/grandprix.

- Den europæiske tv-union, EBU, og arrangørerne af det græske Melodi Grand Prix er i gang med at finde en løsning for Eurovision Song Contest 2014, siger Fotis Konstantopoulos.

Ny station kan optages hurtigt i EBU

EBU kritiserede Grækenland i skarpe vendinger, da ERT blev lukket og samtlige 2656 medarbejdere fyret, og tv-unionen hjalp kanalen med at fortsætte sendingerne på nettet.

En domstol kendte lukningen af ERT ulovlig, og efter 28 dage med sort skærm begyndte man i juli at sende arkivudsendelser på ERT, indtil den nye offentlige tv-kanal kommer i luften.

- EBU er ifølge mine oplysninger villige til hurtigt at optage den nye kanal som medlem, for det er i virkeligheden den samme kanal med en ny juridisk struktur, forklarer Fotis Konstantopoulos.

Afholdt Grand Prix i et indkøbscenter

Grækenland har deltaget 34 gange i det internationale Melodi Grand Prix. Og landet er et af de mest succesrige, siden semifinalerne blev indført i 2004. Hvert år på nær 2012 har grækerne været i Top 10, og i 2005 vandt de med Elena Paparizous 'My Number One'.

De seneste år har den økonomiske krise i middelhavslandet gjort, at man har sparet på Grand Prix-budgettet, og i 2012 blev den nationale konkurrence afholdt i et indkøbscenter med rulletrapperne som kulisse i baggrunden.

De hårdt plagede grækere er ikke forargede over igen at skulle bruge penge på Grand Prix, fortæller Fotis Konstantopoulos.

- Der er faktisk ikke nogen statslige penge i vores Grand Prix længere. Fra 2004 til 2009 gav showet faktisk overskud, og i 2013 blev alle udgifterne dækket af sponsorer, pointerer han.
Hvis Grækenland når at blive optaget i EBU igen, kan landet til næste år fejre 40 års jubilæum i Eurovision Song Contest.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: