Rekordmange vil være med i Grand Prix

Tæt på 1.000 bidrag skal kæmpe om pladserne i næste års Melodi Grand Prix.

Der er blevet sendt næsten 1.000 sange ind til Melodi Grand Prix 2016. Det er godt og vel 100 flere end i 2014, hvor Danmark var værter for Eurovision. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR (type 1))

DR står over for en umanérligt svær opgave, når de skal udvælge de ti sange, der skal deltage i Melodi Grand Prix 2016. Der er nemlig blevet indsendt hele 982 bidrag til konkurrencen - og det er ny rekord.

- Det er så dejligt at mærke den store interesse i år. Grand Prix’et var ingenting uden dygtige sangskrivere og tekstforfattere, så det er fantastisk, at rekordmange vil være med i år, siger DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Sidst antallet af indsendte sange toppede var i 2014, hvor Danmark var værter for det internationale Grand Prix. Her kæmpede 872 sange om at repræsentere de rød-hvide farver på hjemmebane.

Bidrag til dansk Grand Prix
  • 2016: 982 sange
  • 2015: 687 sange
  • 2014: 872 sange
  • 2013: 692 sange
  • 2012: 678 sange
  • 2011: 663 sange
  • 2010: 562 sange
  • 2009: 684 sange
  • 2008: 443 sange
  • 2007: 475 sange
  • 2006: 336 sange
  • 2005: 263 sange
  • 2004: 315 sange

Grand Prix er blevet mere attraktivt

Ifølge Jan Lagermand Lundme skyldes den store interesse for næste års konkurrence, at folk har kunnet mærke, at Grand Prix’et har fået et kvalitetsløft.

- Grand Prix’et er blevet mere attraktivt. Vi har været ude og signalere, at vi vil gøre en indsats for at hæve kvaliteten i konkurrencen, og det har givet pote, siger han.

I år er hitmageren og produceren Mich Hedin Hansen – bedre kendt som Cutfather – udnævnt til musikansvarlig for årets Melodi Grand Prix.

- Med Cutfather i spidsen viser vi, at vi er seriøse omkring de sange vi vil have med i showet, og det har måske lokket flere dygtige sangskrivere til, siger Jan Lagermand Lundme.

Kvalitet med stort potentiale

Snart går det store arbejde i gang med at lytte de mange sange igennem, men allerede nu tyder det på, at seere og fans kan forvente et stærkt deltagerfelt i næste års Melodi Grand Prix.

- Vi håber selvfølgelig på, at vi ender med at finde den sang, der tager trofæet i Stockholm.

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef, DR

- Jeg har allerede hørt en håndfuld af de indsendte sange, og kvaliteten har virkelig fået et nøk opad. Der er virkelig potentiale i de her sange, og vi håber selvfølgelig på, at vi ender med at finde den sang, der tager trofæet i Stockholm, siger Jan Lagermand Lundme.

Danskerne skal finde deres ny Grand Prix-vinder 13. februar til næste år, når Melodi Grand Prix 2016 løber af stablen i Forum Horsens.

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: