Cremen af dansk musik i X Factor-finalen

Medina er gæstestjerne til den store X Factor-finale i BOXEN på fredag, hvor Oh Land, Alphabeat, Kato og Lukas Graham også kommer.

Når X Factor-finalen løber af stabelen fredag i BOXEN i Herning, bliver det i selskab med de bedste af de bedste fra den danske musikscene. Oh Land, Alphabeat, Lukas Graham og Kato har længe været på programmet, og nu er Danmarks superstjerne Medina også føjet til listen.

Pop- og R'n'B-sanger Medina har været et hot navn i dansk musik siden hendes debutsingle 'Kun For Mig' udkom i 2008. Nu lægger Medina vejen forbi X Factor for anden gang - første gang var i 2010, hvor hun sang sammen med X Factor-vinderen Thomas Ring.

Festfyrværkeri af popstjerner

Udover Medina får den store X Factor-fest glæde af toner fra Oh Land, hvis sange er blevet sunget af flere deltagere i årets liveshows. Både gruppen Phuong & Rasmus og solisten Katrine sang Oh Land-sange i første liveshow, og nu skal den succesfulde Nanna Øland Fabricius, der gemmer sig bag navnet Oh Land, selv stå på X Factor scenen til finalen i BOXEN.

Alphabeat har haft stor succes med deres festfyrværkeri af popmusik både herhjemme og i udlandet, og nu får X Factor for første gang at føle, at det silkeborgensiske band Alphabeat er ensbetydende med fest.

Kato, som også var Cutfathers hjælpedommer, gæster også finalen. Som et anerkendt navn på den danske dance-scene er Kato kendt for at sætte blus under enhver begivenhed, og nu er turen kommet til X Factor.

Danske Lukas Graham er et forholdsvis nyt navn i dansk musik, men har været stjerne i sin barndom, hvor han spillede Grunk i filmene Krummerne 1, 2 og 3. Med sit superhit og P3's uundgåelige 'Ordinary Things' har Lukas Graham taget danskerne med storm og gør det med sikkerhed igen, når han går på scenen i BOXEN med resten af den danske musikelite.

Se de danske stjerner i finalen i X Factor fredag kl. 20.00 på DR1, DR HD og dr.dk/xfactor.

  • Print
  • Del artiklen: