Mia

Mia tænker så meget på musik, at det nogle gange giver hende hovedpine. Men for Mia er musikken en måde at udtrykke sig på, og hendes evne til at skrive sangtekster har allerede imponeret dommerne.

15-årige Mia fra Ølsted har altid musik på hjernen. Enten fordi hun lytter til musik, synger eller tænker på musik. Hun skriver selv musik og er især inspireret af singer-songwriter Shawn Mendes.

Når hun skal lytte til musik, beskriver Mia sig selv som lidt af en teenagetøs, der er fan af One Direction og den tidligere britiske X Factor-vinder James Arthur.

Når Mia ikke har travlt med musik og at gå i 9. klasse på Løsning Skole, elsker hun at slappe af til YouTube-videoer og se makeup-instruktionsvideoer.

Selvom Mia har fået stor ros for sin sangskrivning, har hun ikke meget sangerfaring og har aldrig fået undervisning. Hun blev første gang opdaget, da hun stod og sang på gaden, hvor en kvinde kom hen og spurgte, om Mia ville synge til hendes bryllup. Oplevelsen gav Mia troen på, at hun kunne noget med sangen.

Mia er meget overtroisk, og ud over at tro på spøgelser og ånder har hun også en hemmelig drøm om, at der et sted i verden findes enhjørninger og havfruer.

Mia. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

Ikke så farlig i virkeligheden

Mia ser meget frem til at skulle arbejde sammen med Thomas Blachman, som på trods af sin direkte facon har vist sig ikke at være så skræmmende i virkeligheden, som hun troede.

- Jeg håber, at han kan give konstruktiv kritik og nogle gode råd, som jeg kan tage med mig og bruge i fremtiden. Jeg tror virkelig, at han kan hjælpe med at gøre det her til en fed oplevelse – og han er slet ikke så skræmmende som på tv, fortæller Mia.

Thomas Blachman har også høje forventninger til både Mia og de sange, som hun skal synge.

- Mia er sangskriveren, som er spået af os alle til at gøre det, der skal gøres. Hun har en finurlig vokal. Opgaven er at finde materiale, som hun selv kunnet have skrevet, for hun skal have begavede tekster.

X Factor 2017: Mia synger sin egen sang Sick til audition

X Factor 2017: Mia synger sin egen sang Not Original til 5 Chair Challenge