Morten Nørgaard

26-årige Morten kastede sig først for alvor over sangen for nylig. Han vidste ikke, hvor meget han ville elske at stå på en scene og optræde foran et publikum, før hans søster meldte ham til X Factor.

Morten bor i Odder sammen med sin lillesøster, og der er sjældent stille i lejligheden. For Morten skråler gerne med på sangene i radioen – især når han laver mad med sin søster.

Morten fylder sine spillelister med både pop, rock og rap, og hans yndlingskunstnere tæller Frank Ocean og Michael Bublé. Når Morten selv skal synge, foretrækker han også sange fra croonere som Michael Bublé.

For Morten startede det hele, da han som lille fik soundtracket til 'Tarzan'. Siden da har han sunget sammen med familien derhjemme, men han har ellers ikke nogen erfaring med sang.

Familien er Mortens største støtte, og de er glade for, at han får brugt sit sangtalent gennem X Factor.

Morten er uddannet automattekniker og har blandt andet arbejdet i Israel. Når han kobler fra, spiller han gerne computer, hvor han ud over vennerne fra Odder også har en masse venner i den virtuelle verden. For nylig har Morten også kastet sig over en ny livsstil og er begyndt at gå i fitnesscenter.

Morten Nørgaard. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

Fedt og lærerigt samarbejde

Morten ser frem til at skulle arbejde sammen med Remee, som han håber kan hjælpe ham med at stå på en scene og blive udviklet musikalsk.

- Jeg har jo aldrig fået undervisning, så jeg håber, at Remee og teamet kan hjælpe mig med performance og det sangtekniske. Vi er meget forskellige – han er udadvendt, jeg er indadvendt, han har erfaringen, og jeg har ingen. Men vi har begge to en stor kærlighed for musik, så det kan blive et fedt samarbejde, siger Morten.

Ifølge Remee gør Mortens følsomme ydre ham til noget helt særligt.

Jeg tror, det vil gøre ham til den mest rørende deltager ved dette års X Factor, siger han.

X Factor 2017: Morten Nørgaard synger Bless the Broken Road til audition

X Factor 2017: Morten Nørgaard synger Everything til bootcamp