Fans går amok på nettet: Vi savner Jean Michel og Nicoline Simone!

Da nyheden om de to sangeres exit kom ud, stormede fans på Facebook og Twitter for at kommentere årets største X Factor-skandale.

Da nyheden om Jean Michel og Nicoline Simones exit i X Factor kom ud fredag eftermiddag, gik tusindvis af fans amok på Facebook og Twitter, og mange var dybt skuffede over den dramatiske udmelding.

- En katastrofe for programmet efter min mening, skriver Jacob Nedergaard på Facebook.

De to sangere Jean Michel og Nicoline Simone udgjorde tilsammen den sidste af Blachmans grupper i X Factor, og blandt andet Pernille Rosendahl har rost gruppen, for at levere den bedste gruppeperformance i X Factors historie. De mange fans havde derfor svært ved at sluge nyheden, som blev meldt ud på dr.dk/xfactor fredag eftermiddag.

- Det er godt nok meget meget trist, dem havde jeg glæder mig vildt meget til at se og høre. Faktisk håbede jeg på de ville rende med det hele og tror at deres chancer ville have været meget store. Øvøvøvøv, siger Heidi Irmgarn på X Factors Facebook-side.

Respekt til Jean Michel
Den dramatiske nyhed udløste en umiddelbar skuffelse og vrede hos de mange fans, mens andre støttede op om Jean Michels farvel til X Factor, som bunder i personlige årsager.

- Al min respekt til Jean Michel for at kunne tage sådan en beslutning. Det er jeg sikker på, kræver mere end vi tror, skriver Jonas Mejdal på Twitter.

Og måske betyder en afsked med Danmarks yndlings tv-program ikke afslutningen på en musikkarriere. I hvert fald ikke hvis man spørger de mange trofaste fans.

- Med den kvalitet af musik de har vist, skal de nok få en karriere hvis de vil! Uanset om de var vindere af x factor eller ej!, skriver Christina Dyrbye Sørensen på Facebook.

Se den specielle udgave af X Factor fredag kl. 20.00 på DR1 og dr.dk/xfactor.

  • Print
  • Del artiklen: