|
For fire år siden stod Johnny Hansen for første gang helt alene på Grand Prix-scenen og sang - denne gang har han taget kollegerne fra Kandis med. Sammen skal de synge Johnny Hansens nummer ”Lonnie fra Berlin”.
”Det var en fantastisk oplevelse at være med i Melodi Grand Prix sidste gang - men jeg savnede Kandis. Både på scenen og i hele Grand Prix-forløbet. Så denne gang har jeg skrevet en sang, som vi alle sammen skal være med til at fremføre”, siger Johnny Hansen.
Kandis har spillet sammen i 16 år - tre af bandets fire medlemmer har været med fra starten. Udover Johnny Hansen, guitar, er det Jens Erik Jensen, keyboard, Jørgen Hein Jørgensen, bas og Michael Krätz, trommer - Michael har været med siden 2003. Og de har nok at se til, de fire Kandis-medlemmer. Omkring 170 gange om året er de ude at spille - til alt fra store halballer til optræden i storcentre.
Bandet arbejdet i øjeblikket på album nr. 11 - de 10 forrige har alle solgt til guld og platin. I øjeblikket arbejdet Kandis meget på at komme ind på det svenske og norske marked. Snart udkommer deres live-CD i Norge - og gruppen har også været i Tromsø i Norge for at medvirke i et stort tv-show, der sendes i NRK her i julen.
”I løbet af årene har vi haft rigtig mange Grand Prix-sange på repertoiret. Når der blev sendt Dansk Melodi Grand Prix, var det min opgave at kopiere vindersangen og få den sendt til de andre i bandet inden postkassen blev tømt søndag. Så kunne vi øve i løbet af ugen, og næste weekend havde vi Grand Prix-vinderen på repertoiret”, siger Johnny Hansen, der ikke har tal på, hvor mange gange Kandis har spillet ”Smuk som et stjerneskud” og ”Der står et billede af dig på mit bord”.
Dét med at optage, sende med post og øve på vindersangen kan Kandis meget nemt komme uden om i år - de skal bare vinde Dansk Melodi Grand Prix 2005. |