|
For nylig udgav Sweethearts albummet Grand Cru - fyldt med gode, gamle Grand Prix-hits. Nu skal bandet stå på egne Grand Prix-ben med nummeret ”I Myst be Crazy”, skrevet af Martin Brygmann og med tekst af Sweethearts absolutte midtpunkt, Pernille Højmark og gruppens grundlægger Kim Kidholm.
”I Sweethearts har vi altid forbeholdt os rettet til at gøre noget uventet - og det gør vi så ved at stille op til Melodi Grand Prix”, siger Kim Kidholm.
”I virkeligheden er vi store tilhængere af Grand Prix i den gamle form - med fuldt orkester, storslåede kostumer, glimmer og glitter og store diskussioner dagen efter mellem dem, der hader og dem, der elsker Grand Prix”, siger Pernille Højmark, der overvejer et slogan som ”Grand Prix-strygerne ned i orkestergraven igen”.
Sweetharts sang er komponeret af Martin Brygmann, der er en gammel ven af orkestret. Ved flere lejligheder har han gæste-spillet i bandet som percussionist - hvilket han gør igen 1. og 2. juledag, når Sweethearts skal spille i Pumpehuset i København.
”Jeg havde en sang liggende, der simpelthen ikke ville opføre sig ordentligt. Den insisterede på at være en Grand Prix-sang, uanset hvor meget jeg forsøgte at gøre den til noget andet. Så da Sweethearts ringede og spurgte, om jeg ville skrive deres sang, fik den lov til at blive dét, den ville - og så har den blomstret lige siden”, siger Martin Brygmann.
Udover Pernille Højmark og Kim Kidholm består Sweethearts af Bo Bistrup, Peter Michael og Holger Kølle. Ved dansk Melodi Grand Prix i Forum Horsens bliver bandet udvidet med to korpiger. Og da Grand Prix-reglerne - både de danske og de internationale - siger, at der kun må være seks personer på scenen i hvert nummer, bliver det et af de mandlige bandmedlemmer, der må overvære showet fra kulissen. Hvem det bliver, afgøres senere. |