Præventiv hævn

Hvorfor straffer samfundet? Der er grundlæggende to motiver, som umiddelbart kan synes uforenelige.

Nyttefilosofferne mener, at handlinger bør øge den samlede menneskelige livskvalitet - altså "summen af", hvordan alle mennesker i et samfund har det.

De ser ikke straf som et mål i sig selv, men som et forebyggende middel, der skal mindske antallet af lovovertrædelser så meget som muligt.

Derfor støtter nyttefilsofferne rehabilitering, afskrækkelse og frihedsberøvelse, fordi de mener, at alle tre metoder sænker kriminaliteten. De betragter dødsstraf som afskrækkende og derfor som nyttig.

En anden filosofisk retning er retributivisme, som betyder gengældelse. Ifølge retributivisterne må mennesket aldrig kun behandles som et middel for andres mål.

Kriminelle skal straffes, fordi de på den måde respekteres for deres handlinger. Hvis man ikke straffer, respekterer man ikke den kriminelle som et rationelt væsen, der er ansvarlig for sine egne gerninger.

Med andre ord skylder samfundet de kriminelle en straf, for uden straf kan den ødelagte balance mellem samfundet og den kriminelle ikke genoprettes. Samtidig ligger det også i teorien om gengældelse, at borgerne har ret til at opleve, at forbrydelse og straf står mål med hinanden.

Man kunne måske tro, at retributivisterne ønsker hævn; at forbryderen skal mærke sin forbrydelse på egen krop for at tilfredsstille offerets og befolkningens mere subjektive følelse af retfærdighed. Men sådan er det ikke - det ville stride imod retributivismens ønske om at respektere individet som et mål i sig selv. Straffen udføres af omsorg for forbryderen.

Ud over nyttefilosofi og gengældelsesteori, så er hævn også et udbredt motiv for at straffe. Men hævn er ikke et strafferetsligt princip, da strafferet kun kan legitimeres, hvis det er rationelt motiveret. Hævn betragtes som uetisk, fordi hævn ikke er opbyggelig, men udelukkende handler om hævnerens tilfredsstillelse ved at straffe.