Published Articles
Ugens Podcast Xtra: Nørder slås mod narkodræbere
Skrevet af: Anders Høeg Nissen, 15:24 4. november 2011
Hacktivist-gruppen Anonymous er på banen igen – men denne gang har de måske valgt den forkerte modstander.
Gruppen har under navnet OpCartel erklæret krig mod det mexicanske narkokartel Zetas, som angiveligt skulle have kidnappet en af Anonymous’ medlemmer.
- Vi vil lække information om alle kartellets huse, biler, bordeller og andre aktiviteter, siger de i en YouTube video.
Blodig alvor
Det kan dog vise sig at Anonymous har slået større brød op end de kan bage – i hvert fald har mange påpeget, at rent bortset fra at det kan medføre mange drab på både kriminelle og politifolk at frigive den slags information åbent, så vil narkokartellerne næppe se med milde øjne på Anonymous’ angreb.
Narkokartellerne er ikke nogen som vil søge rettens hjælp i jagten på Anonymous – hvis de finder medlemmer af gruppen vil de formodentlig blive tortureret og dræbt.
Derfor har OpCartel også medført mange forskellige udmeldinger fra Anonymous, og det er svært at afgøre om gruppen – eller dele af den – faktisk vil føre planerne ud i livet.
Det skulle efter sigende ske lørdag den 5. november – samme dag hvor Anonymous i øvrigt tidligere har truet med at forsøge at lægge Facebook ned.
Øvrige historier i denne uges Xtra Podcast:
Wikileaks har ingen penge pga. bankblokade
Hippier i Danmark – og teknohippien Steve Jobs
Anonymous og de mexicanske karteller
NemID-problemer med elektronisk nøgle
Det går godt for indholdsindustrierne i USA – alligevel vil de stramme reglerne
Kommentarer (1)

Remember, remember the 5th of november… Glædelig Guy Fawkes-dag.