Beskæring af agurkplanter
8. juni 2005

Hvis man ikke beskærer agurkerne vil det hele hurtigt blive et uoverskueligt filterværk. For meget af energien vil blive brugt på skudvækst i stedet for frugter, der vil komme for lidt luftbevægelse i planten og det vil efterhånden blive svært at finde agurkerne. I det følgende er forslag til hvordan man kan, men ikke nødvendigvis skal, beskære agurkeplanterne.

Forslag til beskæring
I ethvert bladhjørne vil der principielt dannes en agurk og et sideskud - også på sideskuddene.
Nederst på stammen fjernes sideskuddene og agurkerne helt, idet agurkerne i udvokset stadium vil berøre jorden og i øvrigt sænke plantens fortsatte vækst. Af sidstnævnte grund lader man heller ikke alle stammeagurkerne (dem i bladhjørnerne på hovedstammen) udvikle sig. Længere oppe i planten kan man afkorte sideskuddet over to blade og lade en agurk udvikle sig i sideskuddets første bladhjørne plus eventuelt en stammeagurk ved sideskuddets basis.
I nogle tilfælde lader man sideskuddene blive længere og give flere agurker. Kunsten er at få planten til at give agurker så kontinuerligt som muligt over hele vækstsæsonen. Lader man flere agurker udvikle sig på planten end den kan trække begynder den at abortere nyafsatte agurker indtil de igen får kræfter til at trække nye frugter.

Brug beskærsaks
Det lykkes sjældent særligt godt når man prøver at få skuddene knebet eller brækket af med hånden, bruddet bliver for flosset og dermed mere modtageligt for infektion. En god skarp beskærsaks er nødvendig og bør have fast tilholdssted i drivhuset.

I bladhjørnet mellem hovedstænglen (a) og et stængelblad (b) udgår et sideskud (c) og en agurk (d).
 

 

Tekst og foto Lars Jacobsen
Seernes Have

Nu hjemmeside med haveartikler, havekalender og byttemarked.
Læs mere

Udeliv på DR2

Jørgen Skouboe og Rikke Lauridsen byder udenfor igen i 2006
Læs mere

 
 
 
Til toppen
   
© DR 2005. Tekst, billeder, video, lyd og grafik på denne side tilhører DR. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.