Pære, pyrus
12. marts 2005

Der er mange sorter at vælge imellem hvis man skal have pæretræer til haven, dog langt fra så mange som når det gælder æbletræer.
Hvis man ønsker velafprøvede, pålidelige og velsmagende pæresorter, kan man hurtigt komme ned på nogle ganske få valgmuligheder.

Flere sorter på et træ
I plantecentre finder man tit træer med flere sorter på samme træ. Fordelen ved et sådant træ kan blandt andet være at sorterne kan bestøve hinanden. Tilsvarende kan bestøvningsforholdene dog tilgodeses ved at plante småtræer af disse sorter i nærheden af hinanden. Det kan være svært at styre en jævn vækst i de forskellige afdelinger af et træ med flere sorter.

En god pærehøst kræver at vejret skal have været insektvenligt i blomstringstiden og andre pæresorter skal havde blomstret i nærheden.
 

Grundstammen
De fleste pæretræer man køber i planteskolen vil være podet på enten kvædeA eller kvædeC. KvædeA giver de største træer og kan vælges hvis man har en mindre frugtbar jord. Ved at vælge pæretræer podet på kvædeC får man mindre træer der hurtigere kommer i bæring og kræver mindre beskæring. I de fleste haver er små træer at foretrække - til gengæld kan man plante flere træer og sorter.

Clapps Favorite er en tidlig pæresort, utroligt velsmagende på det rette tidspunkt.
 

Et lille udvalg af sorter
– listen er ordnet således at det nogenlunde svarer til rækkefølgen af hvornår de forskellige sorter modner, med den øverste som den sort der modner tidligst:

Coloree de Juillet kan have interesse hvis man vil have pærer allerede i august. I den korte tid mellem umoden og overmoden er frugterne ganske velsmagende.

Nogle sorter af pærer kan være utroligt frugtbare. Her er det sorten Concorde.
 

Clapps Favorite begynder at modne i august. Er meget frugtbar og lækker. Skal helst nydes moden og saftig. Hvis den får lov at modne helt på træet bliver den let melet. Findes i en ret sjov rød variant, som desværre er lige så udsat for skurv som den oprindelige.

Clara Friis hører til vores mest velsmagende pærer. Kan nydes direkte fra træet fra grøn i september til gul og saftig i oktober. Sorten er ikke specielt frugtbar og den er ikke særligt modstandsdygtig over for sygdomsangreb. Har man rigeligt med plads i haven kan man dog altid plante et eller flere træer og måske nogle år være heldig at kunne høste af disse lækre frugter.

Gråpære er en gammel dansk sort der tidligere var meget almindelig dyrket i haverne. Sorten har små pærer med en hård frugtskal. Pærerne er velsmagende ved modenhed, men med en kortvarig holdbarhed. Sorten kan ikke bestøve andre.

Conference har måske ikke en uovertruffen smag, men til gengæld er den meget frugtbar og modstandsdygtig over for sygdomme. Den kan spises direkte fra træet engang i september til langt hen i oktober. Plukket i tide (før kernerne bliver helt sorte) og opbevaret køligt kan man være heldig at opbevare dem helt hen til december. Har man kun plads til et pæretræ i haven er det bedste sortsvalg nok Conference. Med kun et træ i haven skal vil man kun få frugter hvis en af naboerne har pærer af en anden sort der blomstrer samtidigt.

Concorde er en nyere sort der minder meget om Conference i vækst og frugtform, men med en noget mere glat frugtskal.

Grev Moltke modner i september- begyndelsen af oktober. Spises moden, hvor den er dejlig saftig med en karakteristisk aroma. Sorten kan ikke bestøve andre sorter.

Pierre Corneille
Er en af lille velsmagende pære med rimelig holdbarhed. Sorten er nogenlunde frugtbar og modstandsdygtig mod sygdomme.

Doyenne du Comice er en anden af vores fantastisk velsmagende pærer. Desværre ikke særlig frugtbar eller sygdomsresistent. Doyenne plukkes sidst i oktober og kan holde sig til ind i december. Skal nydes moden hvor den safter.


Tekst og foto: Lars Jacobsen
Seernes Have

Nu hjemmeside med haveartikler, havekalender og byttemarked.
Læs mere

Udeliv på DR2

Jørgen Skouboe og Rikke Lauridsen byder udenfor igen i 2006
Læs mere

 
 
 
Til toppen
   
© DR 2005. Tekst, billeder, video, lyd og grafik på denne side tilhører DR. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.