Rabarbar, Rheum x cultorum
12. marts 2005

Nogle planter er sværere end andre at rubricere - for eksempel rabarber. Plantens stilke bliver typisk anvendt til frugtgrød og frugtige kager, men en gartner vil betragte den som en grønsag. Botanisk er rabarber en staude.

Dyrkning
Rabarberplantens jordstængler danner med tiden store blokke hvorfra de udsender rødder, blade og blomsterstængler. Planten formeres ved at dele og udplante disse rod-blokke, typisk i det tidlige forår. Den kan vokse på samme sted i årevis, men har godt af at blive flyttet engang imellem.

Det har været skik at brække blomsterstænglerne af for at planten skulle spare næring til stilkene. Man kan i stedet nyde de flotte blomsterstande og forkæle planten med lidt ekstra kompost.
Rabarber foretrækker en god næringsrig havejord. Rabarber skal helst vokse et sted der ikke er skygget.

Rabarber skal helst trækkes, så man får det nederste ad stilken med, det skulle være ekstra godt i grøden eller kompotten.
 

Sorter
På statens Havebrugsforsøg i Årslev har man afprøvet en lang række varieteter og sorter af haverabarber. Man må håbe at arbejdet også vil komme de almindelige havebrugere til gavn på et tidspunkt. Havebrugerne må gerne tilbydes mulighed for at få fat i de sundeste og mest velsmagende sorter.

Frøstandene af rabarber kan ligesom blomsterstandene være meget dekorative.
 

Brug i haven
Der findes flere forskellige dyrkede arter af rabarber, den mest kendte er Haverabarber, Rheum x cultorum (tidligere R. rhabarberum) - , der også findes i talrige sorter. Sorter der leverer gennemfarvede røde stilke er mest eftertragtede til spisebrug. Af Haverabarber høster man stilkene, der anvendes i frugtgrød, marmelade med mere. Rabarber er oprindeligt dyrket på grund af rodens anvendelse i folkemedicinen. Til dette formål benyttes i dag mest Lægerabarber Rheum officinale.

Rabarber kan være meget dekorative i haven, ikke mindst under blomstringen. Planten er god til at skygge mod ukrudt. Bladene har tidligere været anvendt som spinat. Det frarådes idag, fordi bladenes store indhold af oxsalsyre kan medføre forgiftning ved større indtag. Når man høster rabarberne, kan man finde anvendelse for de store bladplader, til dækning af jorden omkring nysåede eller -plantede køkkenurter, for at forhindre ukrudtet i at spire.

Tekst og foto: Lars Jacobsen
Seernes Have

Nu hjemmeside med haveartikler, havekalender og byttemarked.
Læs mere

Udeliv på DR2

Jørgen Skouboe og Rikke Lauridsen byder udenfor igen i 2006
Læs mere

 
 
 
Til toppen
   
© DR 2005. Tekst, billeder, video, lyd og grafik på denne side tilhører DR. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.