Timian, Thymus
19 maj 2005

Timian-planteslægten tæller rundt i verden omkring 300 arter, nogle af disse med flere tilhørende sorter – dertil kommer sorter som er resultat af krydsninger mellem forskellige arter.
Timian er typisk krybende, tæppedannende planter eller lave buske, sjældent højere end 20 - 30 cm. Der er rigtigt mange arter og sorter at vælge mellem for havefolket, og at samle på for den entusiastiske dyrker af stenbede.

Hvis man står med en eller anden speciel timian kan det i mange tilfælde være svært at finde ud af nøjagtigt hvilke art/sort der er tale om – det kræver tit et større studium som kun plantesamlere vil give sig i kast med. Det som de fleste havebrugere interesserer sig for er vækstform, udseende, smag, duft og dyrkningsegenskaber.

Dyrkning
Botanisk vil de fleste af timian arterne blive rubriceret som dværgbuske eller halvbuske. Timian har i modsætning til urter forveddede grene der kan overvintre over jorden. Timian-arterne er typisk tilpasset middelhavslandenes tørre og solrige vækstvilkår og vil derfor i haverne være mest konkurrencedygtige under tilsvarende dyrkningsbetingelser. Timian-planter er et godt valg hvis man vil have planter der ser sunde og raske ud selv i tørkeperioder.

Formering
Timian er generelt lette at formere med stiklinger eller deling. Man kan høste frø på de fleste slags Timian og så dem om foråret til senere udplantning. Man kan ikke få sortsægte planter fra frø, men måske vil frøplanterne ligne moderplanterne og måske kan man få helt ny og spændene timianplanter. Hybriderne kan være mere eller mindre sterile.

Havetimian bagest og Citrontimian forrest.
 

Madtimian
Havetimian, Thymus vulgaris er den almindelige timian til krydderi. I mange år blev havetimian i Danmark dyrket fordi det var en uundværlig ingrediens i gule ærter. Der findes flere sorter af havetimian, med forskelle i vækst, blomsterfarve og duft. Flere af de andre timian kan bruges til krydderi og te, fx sorter af citrontimian.

Timianblomster er attraktive for bier.
 

Vækstform
Nogle timian er tæppedannende lave planter med krybende stængler. Andre er små buske. Nogle arter af timian er nærmest en mellemform – enkeltstående danner planterne små meget lave buske men mange tilsammen kan det blive til et sammenhængende tæppe. Det medvirker også til tæppedannelsen at de nederste stængler på de små buskede typer, kan lige hen af jorden og ved tilpas fugtighed slår rødder på grenene, uden at det er egentlige krybende stængler.

Tæppedannende timian
Lodden Timian, Thymus pseudolanginosus er en helt lav tæppeformende timian. Bladene tæt besat med små hår der giver planten et gråligt udseende.

Smalbladet Timian, Thymus serpyllum er den ene af 2 vildtvoksende arter i Danmark. En lang række sorter af meget små, småbladede tæppedannende timian hører til denne art fx Thymus serpyllum 'Annie Hall' og Thymus serpyllum 'Minimalist' Mange af de tæppedannende er ikke knyttet til nogle bestemt art af timian.

Bredbladet Timian, Thymus pulegoides . En af to vildtvoksende timian i Danmark. Noget større vækst end Smalbladet Timian. Flere citronduftende mere eller mindre tæppedannende timiansorter findes inden for denne art.

Duftende Timian
Flere timianplanter af forskellig oprindelse har citronduftende blade. De meget lave eller krybende citronduftende sorter er typisk udsprunget fra Bredbladet Timian, Thymus pulegioides . 'Bertram Anderson'  'Golden Dwarf' 'Aureus' 'Archer's Gold' 'Creeping Lemon' 'Creeping Mauve'.

Sædvanligvis er den plante vi kalder Citrontimian, tildelt det botaniske navn: Thymus x citriodorus .

Planter af denne krydsning er alle små buske. Af sorter kan nævnes: 'Silver Queen' 'Argenteus' 'Golden Lemon'. Mange andre dufteplanter optræder i timianverdenen. Der findes en art der dufter af kamfer: Thymus camphoratus . Ligesom med timian der dufter citronagtigt findes der også flere timian af forskellig oprindelse der dufter appelsinagtigt fx Thymus 'Fragrantissimus' og Thymus 'Orange Spice'. Thymus herba-barona lugter af kommen. Nogle timian sorter angives at lugte af kakao – for den dufthaveinteresserede er der nok at gå i gang med.

Brogetbladede arter og sorter
En række timian har gyldne blade, brogede blade med hvide, kremfarvede eller gule bladrande. Nogle af de brogetbladede timian har tillige svagt rødlige belægninger på bladspidserne. Mange af de sorterne med gyldne blade findes inden for Bredbladet Timian, Thymus pulegioides 'Aureus', 'Archer's Gold', 'Golden Dwarf' har gyldne blade, 'Bertram Anderson' har gyldne blade med rødlige bladspidser. Thymus x citriodorus har flere sorter med brogede blade fx 'Golden King' 'Golden Lemon'  med gyldent-brogede blade og 'Silver King' 'Silver Queen' 'Argenteus' med sølvagtige brogede blade.

Bi- og sommerfugleblomst
Timian har generelt en stor tiltrækningskraft på insekter: Det er begrænset hvad de helt små arter af timian kan tiltrække, men flere af de timian med lidt større blomster kan være voldsomt omsværmet af bier og sommerfugle når de blomstrer. Det kunne være interessant at få undersøgt mere om hvilke arter/sorter af timian der vil være bedst til at tiltrække fx sommerfugle og bier.

Tekst og foto: Lars Jacobsen
Seernes Have

Nu hjemmeside med haveartikler, havekalender og byttemarked.
Læs mere

Udeliv på DR2

Jørgen Skouboe og Rikke Lauridsen byder udenfor igen i 2006
Læs mere

 
 
 
Til toppen
   
© DR 2005. Tekst, billeder, video, lyd og grafik på denne side tilhører DR. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.