300 gram culottesteg og 2 dl opfindsomhed: Sådan laves et afhugget hoved til ’Historien om Danmark’

Der skulle tænkes kreativt, da filmholdet skulle indspille en af de mere grusomme scener til ugens afsnit om 1700-tallet.

Afhuggede hoveder, torturredskaber og begravede babyer. Seneste afsnit om ’Historien om Danmark’ skildrede en særdeles voldelig periode i Danmarkshistorien.

For folkene bag afsnittet har det været en fin balancegang at beskrive perioden korrekt, uden at udpensle grusomhederne på en måde, så de tog fokus fra resten af historien.

Og så var der også lige spørgsmålet om, hvordan man egentlig får en levende mand til at se halshugget ud på tv…

Drabelig culottesteg

Blandt de mere voldsomme scener var henrettelsen af kongens livlæge Johann Struensee. Han blev dømt til døden for en affære med dronningen, og fik sat sit afhuggede hoved på en stage til offentlig skue og afskrækkelse.

Holdet bag udsendelsen havde ikke forsøgt sig med at filme afhuggede hoveder før, og måtte derfor prøve sig lidt frem, for at få det til at se helt rigtigt ud.

Og det var hverken latex-masker eller computereffekter, der blev taget i brug.

Skindet på culottestegen matchede skuespillerens hud ret godt. Det var overraskende enkelt og effektfuldt.

Martin Sundstrøm, tilrettelægger på 'historien om danmark'

- Vi prøvede først med en flæskesteg, som skulle ligne huden på halsen, men sværen var ridset til flæskesvær, så det gik ikke, fortæller Martin Sundstrøm, der er tilrettelægger på afsnittet.

- Så vi gik ned i Kvickly og fandt en culottesteg, som vi klippede lidt til og tilførte teaterblod, så det lignede et stykke hals.

Stegen blev placeret rundt om halsen på skuespilleren, der hvilede sin hage på pælen.

- Skindet på culottestegen matchede skuespillerens hud ret godt. Vi anede ikke, hvordan det ville fungere, men det var overraskende enkelt og effektfuldt, siger Martin Sundstrøm.

Pælen blev filmet uden skuespilleren først, så det bag efter var muligt at lægge de to optagelser sammen og retouchere kroppen væk. På den måde kom det til at ligne, at hovedet sad på stagen.

Vold i bedste sendetid

At afsnittet om 1700-tallet er ret voldsomt, er et bevidst valg fra tilrettelæggernes side.

- Vi har forsøgt at skildre Danmark i 1700-tallet som var et samfund, hvor vold var udbredt, og hvor dødsstraf og blodige offentlige henrettelser var en del af livet. Andet ville være misvisende, hvis man vil komme tæt på perioden, siger Martin Sundstrøm.

Men scenerne måtte heller ikke tage fokus fra de vigtige historier, og da programmet blev sendt i bedste sendetid lørdag aften, var der også nogle hensyn, der skulle tages.

- Vi er selvfølgelig meget bevidste om, at der også er mange børn, som ser serien, og derfor udpensler vi heller ikke volden, som danskerne dengang oplevede dem, siger Martin Sundstrøm.

Se i videoen øverst, hvordan processen fra culottesteg til afhugget hoved foregik trin for trin.

Sen seneste afsnit af 'Historien om Danmark' her.