5 frygtelige straffe fra 1700-tallet, som du VIRKELIG ikke har lyst til at blive udsat for

Vi anbefaler, at du ikke læser denne artikel. Du vil nemlig højest sandsynlig have det rigtig skidt bagefter.

I weekendens afsnit af ‘Historien om Danmark’ kunne du se en af danmarkshistoriens mest berømte henrettelser, nemlig halshugningen af Christian d. 7.'s livlæge Johann Friedrich Struensee.

Den huskes endnu af eftertiden - måske fordi den vidner om de mørkeste sider af datidens retssystem.

Året før sin henrettelse havde Struensee været med til at begrænse brugen af 1700-tallets barbariske straffemetoder - men tragisk tragisk nok endte han alligevel selv med at blive udsat for en af de værste, datidens retssystem kunne diske op med.

Først fik han hugget hånden af, derefter hovedet - og så blev han krop parteret i små stykker. En lang stolpe påsat et vandret vognhjul på toppen blev sat i jorden - og han kropsdele blev placeret her højt oppe, så alle kunne se dem.

En voldsom of offentlig straf som Struensees var langtfra ualmindelig. Her er 5 andre eksempler fra dengang, straf blev udmålt efter det gamle testamentes tanke om øje for øje og tand for tand.

En tur på træhesten

Det lyder måske ganske fornøjeligt med en ridetur i de gode gamle dage, og heste er jo søde. Men hvilken hest?

Som dømt til at udstå din straf på træhest, vil det hurtigt gå op for dig, at det bestemt ikke er en nuttet lille pony eller en polstret gyngehest, du sidder på.

Du skal derimod forestille dig smerten af i timevis at sidde med kønsdelene presset ned i spidsen af to sammensatte træplader. Og alt imens din øvre kropsvægt presser dine ædlere dele ned i den spidse ‘hesteryg’, må du tage imod hån og spyt fra enhver forbipasserende.

For det gør ikke bare fysisk ondt. Der er nemlig også et stort tab af ære forbundet med at sidde på træhesten - hvilket faktisk var denne strafs primære formål.

Resten af samfundet spiller på det her tidspunkt en vigtig rolle i eksekveringen af de vanærende straffe. Derfor er hesten netop placeret på et at byens mest trafikerede pladser - så flest mulig ser dig.

Efter anden halvdel af 1700-tallet tyndede det imidlertid ud med de pinefulde og ydmygende rideture, og endeligt i 1787 blev det ved lov forbudt at udsætte nogen for en tur på træhesten.

A hva’ for en kagstrygning?

Kagstrygning er hverken det norske ord for kagerulle eller en endnu ukendt pynte-teknik fra ‘Den store bagedyst’. Det er derimod straffen for tyveri i 1700-tallet.

En kag er en mere eller mindre prægtigt udsmykket pæl, der stod på torvet i enhver provinsby med respekt for sig selv. For ligesom med træhesten skulle straffen udføres i fuld offentlighed til skam og skue for den straffede og til disciplinering for resten af byens borgere.

Her blev man pisket 27 gange med 9 forskellige slags piske. Derfor blev denne straf også kaldt ‘at miste sin hud’.

Vel egentlig en ret spot on beskrivelse, må man sige.

Hvis man var ekstra uheldig kunne man også få sig et brændemærke på ryggen eller i panden med billedet af en galge eller et hjul. Det skulle symbolisere, at man er sluppet med livet i behold.

Mærket på krop og sjæl blev de straffede ofte udvist af byen eller idømt strafarbejde på livstid. Efter dette havde man definitivt mistet sin ære, indtil sin dødsdag.

Kagstrygning bortfaldt i sager om tyveri i 1840. Men udover at være straffen for tyveri, var det også en typisk straf for byens ‘letlevende’ kvinder - altså prostituerede eller andre, der lå i med mænd uden for ægteskab.

Vil du have hovedet på et spyd?

Ordet dølgsmål betyder ’i det skjulte’ og blev anvendt om kvinder, der bragte et barn til verden i skjul.

Kvinder kunne være nødsaget til at føde i dølgsmål, hvis barnet var skabt af to, der ikke havde indgået ægteskab. Eller hvis en familie ikke havde mulighed for at tage sig af flere børn.

Hvis du så med i afsnittet af ’Historien om Danmark’, der handlede om 1700-tallet, kunne du se, at det ikke var ualmindeligt, at kvinder af den ene eller anden grund var nødsaget til at føde i dølgsmål for derefter at bortadoptere barnet eller måske endda slå det ihjel.

Den dømte kvinde blev halshugget, hvorefter hendes hoved blev sat på stage - altså på et langt spyd. Herefter blev stagen stukket ned i resterne af kvindens nedgravede krop.

Men også kvinder, der bragte et dødfødt barn til verden, risikerede at måtte ende sine dage med hovedet over sin egen grav.

Indtil 1812 kunne man blive straffet for at have haft samleje uden for ægteskabet, og helt frem til næste straffelov i rækken fra 1866 kunne kvinder dømmes til halshugning for ‘fosterdrab’ eller forsøg på dette.

“Man får ikke ondt i tungen af at tie”

Dette gamle russiske ordsprog rammer ganske plet som indledning til straffen for gudsbespottelse.

Hvis man talte nedsættende om gud - eller på anden måde forbrød sig mod kirkens hellighed - fik man tungen skåret af. Simpelthen. Og ikke nok med det, fik også hånden og hovedet lov mærke bladet af et skarpt redskab. Helt igennem.

Der var dengang mange måder at komme i klammeri med kirken på. Eksempelvis kunne man dømmes for noget så - tilsyneladende - uskyldigt som at smugle alterbrød med hjem fra kirken.

I udtalelser om 1700-tallets straffesager fra Københavns Universitets Teologiske Fakultet og Konsistorium finder vi Margrethe Pedersdatter, der blev dømt til døden for gudsbespottelig handling:

“Hun har taget indviet alterbrød ud af munden og med hjem fra kirken. Hjemme har hun fastet og vædet brødet med sit fastende spyt og lagt det på sine øjne for at kurere dem”.

Den stakkels Margrethe sku’ nok bare være gået til Louis Nielsen, men hun blev gudskelov benådet til i stedet at sidde på byens torv “i gabestok i nogen tid og derefter forvises landet”.

De fleste dømte blev ligesom Margrethe Pedersdatter benådet til i stedet at udstå ‘mildere’ straffe, fordi de gudsbespottelige handlinger ofte var affødt af nød eller drukkenskab.

I dag kan du nyde kirkens bagværk, hvor end trangen skulle melde sig. Paragraffen for blasfemi, altså gudsbespottelse, blev nemlig endelig blev fjernet fra den danske straffelov i juni i år.

Var det noget med en gang radbrækning?

Har vi ikke alle prøvet at vågne med stiv nakke og en krop, der knager som et savværk? Så lyder en god gedigen gang radbrækning måske som svaret på dine lidelser - og dog.

Hvis du ikke allerede ved, hvad det er, så skal du måske lige læse med her, før du siger ja.

Med radbrækning får du grundigt knust hver en knogle nedefra, fra yderst til inderst, i levende tilstand. Men inden alt dette skal du lige piskes én gang, ni uger i træk. Herefter bliver du i mere eller mindre bevidstløs tilstand lagt på ‘hjul og stejle’. En lang stang med et træhjul på toppen, der i sin opbygning ligner noget så idyllisk som en storkerede.

Og her ligger du så som en sæk fintmalet benmel og kan tænker over livet, alt imens byens rovfugle langsomt guffer sig gennem dit forpinte og opgivende kadaver.