Den 5. maj 1945 var der dannebrog i gaderne, da man over det meste af Danmark kunne fejre, at den tyske besættelsesmagt langt om længe var blevet besejret. Størstedelen af Danmark var atter frit!

Hvordan befrielsen nåede til Danmark, kan man se i denne uges afsnit af ’Historien om Danmark’, som sendes lørdag.

Men med befrielsen fulgte også en hævntørst blandt danskerne. Der var behov for et opgør med besættelsestiden og med dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Friheden var dårligt skyllet ind over landet, før det opgør begyndte.

Så selvom befrielsen var en lykkelig tid, blev det også en blodig og voldelig periode i danmarkshistorien. Folk blev likvideret, og der var ildkamp på åben gade. Det var frustrationerne over fem års besættelse, der nu fik frit løb.

Her er fem eksempler på, hvad der skete i Danmark i tiden efter Anden Verdenskrigs afslutning, da danskernes gjorde op med besættelsestiden.

1. Dødsstraffen blev genindført

Frihedsrådet var med til at genindføre dødsstraffen efter befrielsen. (Foto: UKENDT © sCANPIX)

Allerede få dage inden befrielsen mødtes medlemmer fra modstandsbevægelsen med udvalgte politikere, hvor de diskuterede, hvordan det retslige opgør efter krigens afslutning skulle udmønte sig.

Man vedtog et nyt straffelovstillæg, som skulle bruges i retsopgøret med krigens forbrydere, og man blev blandt andet enige om at genindføre dødsstraffen, som ellers var blevet afskaffet i 1930.

To år tidligere var samarbejdspolitikken brudt sammen netop på grund af de danske politikeres modstand mod at indføre dødsstraf i Danmark på ordre af den nazistiske besættelsesmagt.

Men man var enige om, at dødsstraffen var nødvendig efter krigen, og i befolkningen var der også et udtalt krav om genindførelsen af dødsstraffen.

2. ’Tyskerpigerne’ blev hængt ud og chikaneret

En såkaldt 'tyskerpige' er blevet klædt af og står nøgen, mens folk skal til at klippe hendes hår af. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)

Nogle af dem, der tydeligt mærkede danskernes hævntørst efter krigens afslutning, var de kvinder, der havde været i forhold med tyskere under krigen.

De piger, der blev stemplet som ’tyskertøser’, blev afklædt i offentligheden, fik barberet håret af og blev sat på ladvogne og kørt rundt i byen, mens der blev råbt og spyttet af dem.

Efter befrielsen blev omkring 5000 kvinder interneret af modstandsbevægelsen, fordi de havde været i forhold med en tysker, og stigmatiseringen af de såkaldte 'tyskertøser' fortsatte lang tid efter krigen.

3. Tyske flygtninge blev indkvarteret i flygtningelejre

Tyske flygtninge indkvarteret i Gladsaxe Idrætspark. (© Nationalmuseet)

250.000 tyske flygtninge kom til Danmark i 1945 som følge af Nazitysklands kapitulation. Her blev de indlogeret i flygtningelejre rundt om i landet.

På grund af det store antal var herskede der en kaotisk stemning de første måneder efter krigens afslutning. I nogle af de største flygtningelejre var antallet af beboere større end i mellemstore provinsbyer.

Forholdene i flygtningelejrene bar præg af det store flygtningekaos - især i 1945. Forholdene var flere steder elendige, det var sparsomt med mad, og der var ikke nødvendigvis lægehjælp at få til de flygtninge, som havde brug for det.

I 1946 begyndte man at forbedre forholdene for de tyske flygtninge i lejrene, og i februar 1949 forlod de sidste tyske flygtninge Danmark.

Over 17.000 tyske flygtninge døde i danske flygtningelejre.

4. Lovlige handlinger blev gjort ulovlige

De der havde samarbejdet med besættelsesmagten mellem 1940 og 1945 blev hårdt straffet efter krigen. (Foto: Vagn Hansen © sCANPIX)

En del af det retslige opgør var også at beslutte, hvilken skæringsdato der skulle være for forbrydelser begået under krigen.

Her var der stor uenighed blandt politikere og modstandsfolk. Politikerne ville sætte skæringsdatoen den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, mens modstandsfolkene ville sætte den på besættelsesdagen den 9. april 1940. Modstandsfolkene fik deres vilje.

Det betød, at borgere, der havde fulgt myndighedernes anbefalinger som lovlydige borgere mellem 1940 og 1943, nu blev anset som forbrydere, som skulle straffes efter det nye straffelovstillæg.

5. Værnemagere blev ramt hårdt

(Foto: UKENDT © sCANPIX)

Som en del af retsopgøret blev de, der under krigen havde tjent penge på værnemagten, også gjort til forbrydere. Man kaldte dem værnemagere.

I retsopgørets første tid havde man et princip om, at man kun ville gå efter de værste forbrydere og dermed fængselsstraffe på minimum fire år. Men som opgøret udspillede sig, blev det i høj grad også de mindre fisk som stod for skud, og der blev hurtigt idømt straffe på også 1 og 2 års fængsel.

Med værnemagerstraffene kunne en lokal købmand i en lille provinsby, som havde solgt tyskerne købmandsvarer, også blive dømt til fængsel. Fordi disse sager som regel var simple og lette at dømme, nåede mange værnemagere at blive idømt fængselsstraffe.

Som tiden gik og besættelsen kom på afstand, begyndte man at revidere mange afsagte straffe, ligesom straffene generelt blev mildere. Derfor var det ikke unormalt at nogle af de alvorlige forbrydelser, der krævede mere komplicerede og langstrakte retsforløb, blev dømt mildere end for eksempel værnemagerne var blevet det.

Retsopgøret stilnede allerede af i 1946, hvor man udgav et revideret straffelovstillæg. Det betød mildere straffe for de dømte. I alt blev over 30.000 interneret, 13.000 blev dømt og 46 henrettet i forbindelse med retsopgøret.

Kilder: Historiker Claus Bryld, artiklen ’Retsopgøret’ fra danmarkshistorien.dk ved Aarhus Universitet, tv-serien ’Min mor var tyskertøs’ fra DR K, 'Barn eller fjende - uledsagede flygtningebørn i Danmark 1945-49' af Kirsten Lylloff, 'Kære Gud, send mig hjem' af Bjarne Wagner Augustenborg