EDB-virus i 1989: 20.000 disketter skulle inficere computere

En Harvard-uddannet biolog stod bag den virus, der tilbage i 80'erne ramte computere i mange lande - også danske.

Over 150.000 computere i cirka 100 lande er over weekenden blevet inficeret med den ondskabsfulde software 'WannaCry', der skjules i filer vedhæftet tilsyneladende uskyldige mails.

Klikker man på filen, bliver ens filer låst, så man ikke kan tilgå dem. For at få adgang til filerne igen, skal man betale flere hundrede dollars i den digitale valuta 'bitcoins'.

'WannaCry' er et eksempel på det, der kaldes 'ransomware'. Men det er ikke første gang, at danskere skal betale løsepenge for at kunne tilgå deres filer igen.

20.000 disketter med virus

Ransomware spredte sig for første gang i 1989, hvor 'AIDS Trojan'-virussen inficerede computere og låste filer i flere lande.

Smitten spredte sig dog ikke via emails, men gennem 20.000 disketter med etikken ''AIDS Information - Introductory Diskettes'. Disketterne blev sendt til deltagere ved WHO's internationale AIDS-konference, herunder danske repræsentanter.

Satte man disketten i sin computer, blev de før eller siden mødt af denne besked:

Dengang skulle der dog betales med en mere analog valuta - gode, gamle dollars. 189 af dem, for at være nøjagtig. De skulle sendes til postboks i Panama, inden man kunne få adgang til sine filer på computeren igen.

Angrebet skabte overskrifter, og politiet i flere lande samarbejdede for at opspore den eller de kriminelle bagmænd.

Det kom senere frem, at virussens ophavsmand var den Harvard-udannede evolutionærbiolog Joseph L. Popp.