Fra ’Soldaterkammerater’ til ’Mig og Charlie’: Glemte fotos fra legendariske film hevet ud af støvet arkiv

Tag et smugkig på de historiske billeder, som ikke har set dagens lys i meget lang tid.

Tusindvis af fotos fra berømte gamle danske film er lige nu på vej ud i dagens lys. Nordisk Film er nemlig i gang med at digitalisere 50 års arkivmateriale fra 1940'erne til 1990'erne.

I første omgang digitaliseres materiale fra 250 danske film. Det er over 2.000 originale dias og negativer og over 13.000 papirfotos.

- Det er en del af Danmarks filmhistorie, som vi gerne vil bevare for eftertiden og dele med andre filmelskere i det omfang, det er muligt, siger Kasper Rasmussen, redaktør ved Nordisk Film Distribution, som står for digitaliseringen.

Ikke kun fotos

Arkivet gemmer også på originaltegninger til filmplakater, invitationer til premierer og meget andet.

Eksempelvis er der materiale fra Morten Korch-filmene, 'Soldaterkammerater', 'Far til fire', 'Mig og Charly', 'Zappa', 'Walter og Carlo', 'Mord i mørket' og naturligvis fra et utal af Dirch Passer-film – samt de frække 'Stjernetegnsfilm'.

Også tidens pressemateriale og markedsføringsmateriale bliver digitaliseret. Det er med til at fortælle om, hvordan man arbejdede med film dengang, siger Kasper Rasmussen.

For eksempel kunne man klippe Mie fra ’Far til fire’ ud som påklædningsdukke fra avisen.

- For eksempel kunne man klippe Mie fra ’Far til fire’ ud som påklædningsdukke fra avisen. Og man kunne få sangtekster og noder, så man kunne synge med på sangene.

Sikre at det ikke går tabt

Indtil nu har materialet har ifølge redaktøren ligget tørt og varmt på Nordisk Films lager.

- Men vi vil gerne sikre, at det ikke går tabt. Og så er det meget nemmere at få et overblik over, hvad der egentlig gemmer sig i arkivet, når vi digitaliserer materialet.

Materialet som digitaliseres vil primært blive tilgængeligt via Dansk Filmskat, som er Nordisk Films streamingtjeneste.