Tema 100-året for salget af De Vestindiske Øer

Historisk Dannebrog klippet i stykker for 100 år siden: Har du en stump?

Da Danmark overdrog De Vestindiske Øer til USA i 1917, blev Dannebrog strøget for sidste gang i kolonien – og klippet i stykker som souvenir.

Stumpen her fik Handels- og Søfartsmuseet i 1989 af enken efter Arnold Emanuel Hansen. Han var gendarm på De Vestindiske Øer i 1917. M/S Museet for Søfart udstiller denne flagstump i april – Arbejdermuseet udstiller en anden. (© M/S Museet for Søfart)

Da Danmark for 100 år siden overdrog De Vestindiske Øer til USA, blev Dannebrogsflaget strøget for sidste gang for at give plads til det amerikanske Stars and Stripes.

Dermed var Danmarks kolonistyre på øerne slut efter næsten 250 år.

Flaget, som blev taget ned ved en ceremoni på øen St. Thomas, blev efter sigende klippet i mindre stykker af besætningen på det danske krigsskib Valkyrien.

Skibets kommandør og besætning var med ved overdragelsesceremonien og sejlede efterfølgende hjem til Danmark.

Nu vil Arbejdermuseet i København forsøge at indsamle stumperne af flaget igen og få fortællinger fra efterkommere af dem, der var om bord på Valkyrien.

Vil samle flaget igen

Det var under jagten på genstande til museets kommende udstilling 'Stop Slaveri!’, at historiker Ulrich Flaskager Hansen fandt et stykke af flaget på Tøjhusmuseet.

- Jeg troede, at det var den eneste stump, man kendte til i Danmark, men så dukkede der én til op på M/S Museet for Søfart. Det er interessant at se, om der er flere derude, og om vi kan indsamle flere stykker, siger Ulrich Flaskager Hansen.

Det rød-hvide Dannebrog var dengang et vigtigt, nationalt symbol i fremstillingen af den danske kolonitid, fortæller han:

- Flaget symboliserede den danske stats herredømme over øerne og status som kolonimagt. Med udstillingen vil vi vise bagsiden af kolonitiden ved at fortælle om slaveriet. Flaget her, som er skåret i stykker, er et meget konkret udtryk for afslutningen af et mørkt kapitel i Danmarkshistorien, som det er vigtigt at fortælle om.

Har du en stump af flaget?

  • Kommandøren for det danske krigsskib Valkyrien, Henri Konow, var midlertidig guvernør for øerne og stod for ceremonien, da øerne blev overdraget til USA.
  • Besætningen på Valkyrien var på cirka 230 mand, og flaget blev formentlig klippet i stykker og delt ud til dem.
  • Museet har ikke kunnet finde en besætningsliste i arkiverne.
  • Har du en stump af flaget eller kender noget til historien, kan du kontakte historiker Ulrich Flaskager Hansen på Arbejdermuseet på ufh@arbejdermuseet.dk.