Husker du: Dengang pauseunderholdningen i Melodi Grand Prix gjorde riverdance vildt populært

Under sangkonkurrencen i 1994 stjal en række synkrone danseben seernes hjerter – og blev en trend i hele verden.

Armene hænger slapt ned langs siden på de sortklædte dansere.

Imens flyver deres fødder rundt på den store scene, som om de hoppede på hver deres børnetrampolin. Skoene smælder taktfast i gulvet til den livlige irske musik. Publikum er ellevilde.

Det er 1994, og Det Europæiske Melodi Grand Prix, som i dag kaldes Eurovision Song Contest, har bragt en trend til verden: Riverdance.

Når årets anden semifinale i Eurovision Song Contest i aften går over skærmen, får seere fra alverdens sofahjørner igen mulighed for at opleve et inferno af musik, dans og pailletter på skærmen – og måske vil endnu en modebølge skylle ind over publikum under det glamourøse show.

Riverdance er irsk folkedans, som ifølge fortællinger har sit specielle udtryk på grund af et danseforbud for irere i 1800-tallet.

Med de ubevægelige overkroppe kunne irerne lade som om, at de ikke dansede, hvis nogen lurede på dem gennem et vindue.

Den succesfulde gruppe var ledt af Michael Flatley, og efter den pludselige succes rejste hans hold jorden rundt i årevis for at optræde på udsolgte stadions foran millioner af dansefortryllede mennesker.