Skal din gamle Nokia 3310 og dine slidte Kawasaki-sko på museum?

Nationalmuseet sætter i en kommende udstilling fokus på de seneste 17 års Danmarkshistorie. Men de har brug for hjælp.

Hvad skal bag montren på Nationalmuseet? Det skal danskerne være med til at bestemme i den kommende udstilling 'Din ting - vores historie'. (Foto: (Grafik) Søren Dalager Ditlevsen)

Den ligger stadig i bunden af din skrivebordsskuffe. Din gamle Nokia 3310, den, du skrev din første sms på. Den, der kunne tabes på gulvet uden at splintre, som kunne spille Snake, og som så så lækker ud med den sorte skrift på den grønne baggrund.

Du har overvejet at smide den ud, at give den til din retrosmarte ven eller at bruge den som oplukker. Intet af det virker dog som helt den rigtige løsning.

Og det er her, Nationalmuseet kommer ind i billedet. De har nemlig et andet forslag: Giv den til dem. Aflever den 133 gram tunge klods, der sammen med 3210'eren startede den mobile revolution, til udstillingen ’Din ting – vores historie’, og måske ender den bag en montre, i et udstillingslokale, beundret og bemærket af museumsgæster fra hele landet.

I forbindelse med DR-serien ’Historien om Danmark’ har Nationalmuseet nemlig valgt at sætte fokus på de seneste 17 års Danmarkshistorie – fra 2000-2017.

- Med udstillingen fortæller vi den sidste del af vores historie, som ikke er med i ’Historien om Danmark’ – vores nutid. Men vi har brug for danskernes hjælp: hvad er det væsentligste, hvad skal med på udstillingen? Vi er alle en del af historien, og danskernes bud er lige så godt som mit, siger formidlingschef på Nationalmuseet, Anni Mogensen.

Selfiestang på museum?

Der er frit slag for, hvilke ting, man kan sende afsted til Nationalmuseet.

- Det kan være, en selfiestang, en skilsmisse på Nemide, en lykkepille, Roundup, menstruationskop eller dræbersnegl. Noget som fortæller om en personlig oplevelse, men også reflekterer vores tid, siger Anni Mogensen.

Rumdragt og hashbod står klar

Så har du gemt de Kawasaki-sko, du havde på til første Roskilde Festival, et avisudklip af de brændende tvillingetårne fra 2001, en kasket med Nye Borgerlige på eller andet – og har du en personlig oplevelse, der knytter sig til - så send dem afsted, opfordrer Anni Mogensen.

Så kan det være, de ender som en del af udstillingen, der allerede huser genstande – udvalgt af museet selv – som Andreas Mogensens rumdragt, en hashbod og et ambassadeskilt fra Damaskus med sod på – fra Muhammedkrisen.

'Din ting - vores historie' åbner 30. november, og de indsendte genstande bliver udvalgt af en jury, der blandt andet består af Søren Ryge, Frank Hvam og den tidligere X Factor-vinder Basim.