Star Wars-dag i dag: Her er fem ting du måske ikke vidste om Star Wars-religionen jediisme

I løbet af de seneste 20 år er Star Wars-religionen blevet et verdensomspændende fænomen. Tilhørerne ser det som en seriøs religion, siger ekspert.

Da den første Star Wars-film havde premiere i 1977, havde skaberen George Lucas næppe forudset, at hans film både skulle skrive filmhistorie og få en verdensomspændende fanskare, der strækker sig over flere generationer.

Her 40 år senere er Star Wars blevet ren religion og i dag den 4. maj samles fans verden over. ’May the Fourth’, som 4. maj udtales på engelsk og som vækker genklang til Star Wars-citatet ’May the Force be with You’ er nemlig officiel Star Wars-dag.

Men fansene er ikke ene om at holde Star Wars-universet helligt. Det filmiske univers har nemlig også skabt grobund for et internationalt fællesskab, hvor tilhængerne dyrker jedi-riddernes idealer religiøst og spirituelt. Religionen kaldes for jediisme.

- Tilhængerne af jediismen identificerer sig med jedi-ridderne, og tror på en højere kosmisk magt som de betegner som ’Kraften’. De har også udviklet deres egne ritualer. For eksempel skal nye medlemmer aflægge en særlig ed.. På den måde ligner jediismen på mange måder de andre etablerede religioner.

Sådan lyder det fra religionssociolog Markus Davidsen, der er lektor ved Leiden Universitet i Holland og ekspert i fiktionsbaseret religion.

Der er både dem, der ser jediismen som en spirituel og moralsk rettesnor i hverdagen, og så er der dem, der gerne vil have jediismen godkendt som religion

markus davidsen, religionshistoriker

Flere skoler indenfor jediismen

Det religiøse Star Wars-landskab er igennem de seneste 20 år blevet så stort, at tilhængerne i dag kan opdeles i flere forskellige grupperinger.

I folketællinger i blandt andet Storbritannien, Australien og New Zealand har flere hundredetusinde angivet 'jedi' som religiøst tilhørsforhold, men ifølge Markus Davidsen betyder det dog ikke nødvendigvis, at det reelle antal af troende 'jedis' er lige så stort. For tilhængerne af jediisme er en broget skare.

- Der er både dem, der ser jediismen som en spirituel og moralsk rettesnor i hverdagen, og så er der dem, der gerne vil have jediismen godkendt som religion, fortæller Makus Davidsen.

Allerede få år efter premieren på den første Star Wars-film begyndte man at diskutere og dyrke de spirituelle dele af filmuniverset. Her blev jedi-ridderne og ’kraften’ de bærende elementer.

Men det var først med internettets udbredelse, at jediismen begyndte at tage form, forklarer Markus Davidsen. Det gjorde det nemlig muligt, at fans med en religiøs tilbøjelighed kunne finde hinanden på tværs af by- og landegrænser.

- Internettet gjorde det lettere at skabe nye fællesskaber for folk med lidt skæve interesser, for eksempel folk der var interesseret i at udvikle en decideret livsfilosofi eller religion baseret på mytestoffet i Star Wars.

I dag står jediismen stærkest i USA, hvor den blandt andet er godkendt som trossamfund i Texas. I England fik gruppen ’Church of Jediism’ afslag på deres ansøgning om at blive godkendt sidste år.