6 generationer af unge: Det mener vi om politik

Politikerne taler ikke, så man forstår dem. Det har unge ment siden 60'erne, selvom deres syn på politik har forandret sig meget gennem tiden.

6 generationer af unge: Det mener vi om politik

Politikerne taler ikke, så man forstår dem. Det har unge ment siden 60'erne, selvom deres syn på politik har forandret sig meget gennem tiden.

  • Af Amalie Tagmose
  • 17. jan. 2017
Scroll for at læse

- Politikerne taler et meget højt sprog. Meget tit er det noget, som ikke kommer os ved, lød det fra en gruppe langhårede og utilfredse unge i trompetbukser, der blev interviewet på Christiansborg i 1977.

En ung fyr i 1981, som ville stemme på ’Christiania-listen', var enig:

- Jeg er blevet træt af de gamle politikere og deres måde at tale til de unge på.

Kommunikationskløften mellem politikere og unge omtales i dag stadig som et problem af både eksperter og de unge selv – og vil helt sikkert også have indflydelse på valgresultatet den 2. februar, når 60.000 skoleelever skal stemme til skolevalget 2017.

1960'erne: Forældrenes holdning overtages

I starten af 1960’erne var der bred enighed om, at man selvfølgelig burde stemme. Men unge overtog typisk blot forældrenes holdninger.

Og selvom flere unge kvinder blev mere frigjorte og selvstændige – som kvinden i arkivklippet herover - lignede de flestes stemmeseddel stadig deres mands.

I slutningen af årtiet blev politikbegrebet dog meget rummeligt: alt kunne være politik. Samtidig kom der mere fokus på det individuelle valg i egen tilværelse, og arbejdsmarkedet åbnende sig for de unge. Ungdommen følte frihed til at sætte sig op mod autoriteterne og normerne.

I 1968 kom ungdomsoprøret: man brød med alt, der var traditionelt. Samtidig gjorde de unge politisk aktivisme til en norm. Det var dog kun en minoritet af ungdommen, som var reelt politisk aktive.

1970'erne: Hele samfundet skal ændres

Ungdomsoprøret i 1968 medførte en udvikling af en ungdomspolitisk kultur med stor vægt på aktivisme. Derfor fik græsrodsbevægelser stor gennemslagskraft i 70’erne.

70’ernes unge ville ændre alt. Man troede på den store samfundsforandring over hele spektret. Unge kvinder kæmpede for kvinders ligestilling, andre kæmpede mod atomkraft, krigen i Vietnam eller for sundere fødevarer.

Lige så stille blev politikerne en mere og mere veluddannet elite, udgjort af akademikere. Store befolkningsgrupper kunne derfor ikke længere spejle sig i politikerne – noget de unge i videoen herover også lægger stor vægt på.

Det resulterede i mistillid til den bestående politiske klasse blandt både hos voksne og unge, som især nåede højdepunkter i midten af 70’erne og nu igen i de seneste år.

1980'erne: BZ'ere og yuppier deler vandene

I 80’erne var den revolutionære tankegang ved at forsvinde. Unge troede ikke længere på den store samfundsforandring, og samtidig voksede kommunikationskløften mellem politikerne og de unge sig større.

Det betød begrænset interesse for det politiske.

BZ’erne gjorde dog stadig oprør mod det danske ’system’, og unge med dårlige boligforhold besatte forladte huse.

Som en diamentral modsætning stormede yuppiegenerationen samtidigt frem. Det var de veltilpassede borgerlige unges oprør mod 70’ernes lighedstankegang. Og eftersom arbejdsløsheden var stigende, gik man pludselig mere op i karriere og personlig økonomisk succes.

1990'erne: Lav politisk interesse

90’ernes unge voksede op i en tid med langt flere økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale muligheder end tidligere generationer. Men det betød, at det var svært for mange unge at finde ud af, hvor de skulle stå.

Ungdommen var splittet mellem 68’ernes unges tro på det politiske og 80’ernes unges tro på økonomien. Derfor var det vanskeligt for 90’ernes unge at finde deres identitet. Og netop denne splittelse satte spor i form af en mindre aktiv interesse for politik.

- Der er for meget at sætte sig ind i og det tager for lang tid, pointerer en ung fyr i videoen fra 1997 herover.

Som ung passede man blot sin hverdag og havde et mere eller mindre overfladisk og upersonligt forhold til politik.

2000'erne: Holdninger deles på internettet

I 00'erne havde størstedelen af unge mennesker forholdsvis stor tillid til politikerne.

Men samtidig medførte politikernes hverdagsbrug af akademiske, snørklede begreber, at flere unge mennesker med kort eller ingen uddannelse ikke forstod begreberne og sprang fra.

- Jeg er sådan lidt ligeglad, tror jeg faktisk, for jeg ved ikke, hvad alle de dér partier står for, sagde eksempelvis en ung kvinde i debatprogrammet ’Ungefair’ i 2005.

00'erne var dog også det årti, hvor de sociale medier blev en central del af unges tilværelse. Det betød, at flere unge i midten af 00’erne begyndte at blive politisk aktive ved at dele deres holdninger på Facebook og blogs.

Internettet gav ungdommen en ny politisk stemme.

2010'erne: Interesse for emnebaseret politik

Den politiske aktivisme og de unges politiske debatter foregår i dag oftere på de sociale medier end på gaden og i forsamlingshuse. Det politiske ståsted bestemmes i langt højere grad af enkeltsager end af partipolitik.

Derfor er det ikke unormalt at opleve, at mange unge indtager i gamle dage
modsætningsfyldte blandinger af venstreorienterede, højreorienterede og værdibaserede etiske positioner, når de skal ytre deres holdninger.

Kommunikationskløften mellem unge og landets politikere, som blev italesat i 70’erne og igen i starten af 90'erne, er også en realitet i dag. Politikerne anses af mange ikke længere som repræsentanter for hverken unge eller voksnes interesser, men som brikker i et politisk system.

Johannes Andersen, lektor i politologi ved Institut for Statskundskab, forsker i blandt andet unges politiske interesse fordelt på generationer. Han vurderer, at mistilliden til politikerne i en nær fremtid kan resultere i et nyt ungdomsoprør, hvor unge vil forsøge at skabe et nyt rum for politisk debat.

Credit


Tekst: Amalie Tagmose


Research: Amalie Tagmose og Simon Leth Stolzenbach


Redaktør: Søren Dalager Ditlevsen


Topbillede: Foto: Brian Bergmann / Scanpix / DRs arkiv / Creative Commons


Kilder: Johannes Andersen, lektor i politologi ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, Tim Knudsen, historiker og professor emeritus i Statskundskab, Københavns Universitet, danmarkshistorien.dk, Den Store Danske, berlingske.dk, information.dk, DRs arkiver.