Når hænderne skulle erstattes af maskiner,
var der brug for kapital. Det var ikke mange landmænd, der havde tilstrækkelig
opsparing, så de måtte ud på lånemarkedet for at
skaffe penge til den voksende maskinpark.
Det var et farligt eventyr i en tid hvor priserne på landbrugsvarer
raslede ned. Og næsten umuligt for en almindelig landmand at skaffe
så mange penge som et moderne, gennemindustrialiseret landbrug krævede.
Det var en uendelig spiral: Investeringer krævede større overskud
- som forudsatte nye maskiner. Marshall-penge var der ikke flere af efter
1952, og landmændene blev gælds-slaver i en ulige kamp for at
skaffe de nødvendige renter og afdrag.
De hårde økonomiske vilkår betød, at husmandsbrugene
efterhånden forsvandt fra landskabsbilledet, og mange mellemstore gårde
måtte aflevere nøglerne til banken. Der var blevet knap så
dejligt ude på landet.