• Under krigen var der rationering på benzin. Nogle spændte en hest foran bilen, andre eksperimenterede med bøgetræsfyrede gasgeneratorer. Det var en dyr og besværlig løsning, som blev brugt til nødvendig kørsel med lastbiler og hyrevogne, hvorimod privatkørslen stort set ophørte. De fleste privatbiler stod klodset op, indtil krigen var forbi.

• I 1949 fik danskerne lov til at køre over hele landet i 3 uger om året. Resten af året var bilen til lokal brug. I oktober 1950 blev bilkørsel i Danmark igen frit.

• Direktoratet for Vareforsyning var den instans, som uddelte tilladelser til import af varer fra udlandet. På grund af 2. verdenskrig var Danmarks valutabalance meget lav, og staten var nødt til at begrænse landets import. I 1950 ansøgte knapt 40.000 danskere Varedirektoratet om at få lov til at købe en bil. Kun hver 10. fik lov.

• I 1952 blev handelen med motorkøretøjer fri. Man kunne endnu i nogle år frem søge om indkøbstilladelse, men det var også muligt at købe uden, hvis man altså betalte en højere afgift. Den afgift blev kaldt dollarpræmiering. I 1955 kostede f.eks. en Skoda 11.560 kr. på indkøbstilladelse og 15.590 kr. uden. Til sammenligning var den gennemsnitlige årsindtægt i 1955 på 7.900 kr. for en arbejder i industrien og 9.750 kr. for funktionærer.