1950'erne
 

Fakta: Pionerånd hos SAS

Pionerånd hos SAS
Planerne om at flyve over Nordpolen og på den måde slå en genvej fra København til USAs vestkyst var en kæmpe begivenhed. Ingen andre luftfartsselskaber havde lige så risikable planer, som man anså overflyvningen af Nordpolens store isvidder for at være. Det var en pionerflyvning, som blev fulgt af hele den internationale luftfartstrafik og hele verdenspressen. Intet andet luftfartsselskab i verden har hverken før eller siden fået så stor presseomtale på en enkelt nystartet flyrute, som SAS fik i de dage.


Prestigefyldt flyvning
Der var glamour i luften, når passagererne gik ombord på tidens fly i begyndelsen af 50erne. De fleste iklædte sig deres pæneste tøj, og mange samlede på flykilometer i specielle logbøger. I det københavnske selskabsliv var det særlig prestigefuldt henkastet at kunne sige, man lige var landet fra New York. Men snart blev der indført turistklasse på de internationale ruter, og flyvning var i princippet tilgængeligt for alle. Jobbet som pilot og stewardesse vedblev dog med at have en duft af kosmopolitisk luksus - og ikke mindst udsigten til god løn.


Krig på kniven
SAS kunne byde på mere end europæiske flyforbindelser. I 1954 var deres flymad af så høj kvalitet, at konkurrerende selskaber slæbte SAS i retten. Under "Smørrebrødskrigen" blev det slået fast, at den sandwich SAS serverede ombord gerne måtte være et højt belagt stykke smørrebrød, når blot en flig af brødet kunne skimtes.
Kilde: "Flying Vikings"