dr.dk › krøniken › 1950erne › Hjul & vinger › Trafikkaos

 

Sporvognen - besunget og udskældt køretøj

"Der kommer altid en sporvogn og en pige til" lød et populært refræn. Og sporvogne kom der i hvert fald med korte mellemrum i Odense, Århus og København.

Manglen på gummi og benzin i 50'ernes første år betød, at landevejenes rutebiler og byernes busser var dyre transportmidler. De elektriske sporvogne var derimod økonomiske. I 1951 talte København 915 sporvogne og kun 118 busser og trolleyer. Spornettet var vidt forgrenet, og byen var nordens største sporvejsby.

På travle dage var antallet af passagerer 800.000, og turen gennem byen kunne være lidt af en overlevelsestur, når lønarbejdere, hattedamer og byens lømler klemte sig sammen i de rumlende sporvogne. Gadernes øvrige trafikanter levede med faren for at vælte over skinnerne eller blive påkørt af en sporvogn med forkørselsret.

I Odense blev sporvognen afskaffet i 1952. I København og Århus gik der 20 år mere, før den sidste sporvogn kørte gennem byen.

 
 
Bolignød
Sporvogne