Det skulle være farligt - men ikke for farligt. Nogle gik på
bar - men de fleste unge nøjedes med at gå på mælkebar.
Nogle kørte motorcykel - men de fleste nøjedes med en knallert.
Der blev gjort oprør - men man skulle stadig beholde sin læreplads
og have en uddannelse at falde tilbage på.
Selv de hårdeste blandt drengene og pigerne havde et skær af uskyld over sig. De 'Vilde Engle' - forløberen for senere tiders rockerbander - bestod af lærlinge og svende. Oprør var endnu noget, man drømte om - og så på film.
Sangen "Her kommer mutter med kost og spand" var ikke en vittighed, men en kærlig hyldest til den hårdtarbejdende husmor. Gitte Hænning skulle "giftes med Farmand", og teenagedatteren Søs i "Far til Fire" flyttede ikke hjemmefra, men overtog mors husholdning og børnepasning.