For danskerne begyndte Koreakrigen for alvor den 23. januar 1951. Da sejlede hospitalsskibet Jutlandia af sted fra Langelinie i København. Tusinder af ægtefæller og patrioter vinkede på kajen og ønskede mandskabet god vind på rejsen. Det var landets mest moderne hospital, der blev sendt på langfart, lastet med udstyr og stjerne-kirurger.
Jutlandia var Danmarks bidrag til krigen i Korea. Skibet skulle på humanitær mission for at hjælpe de tilskadekomne ofre fra slagmarken.
Koreakrigen var brudt ud et halvt år tidligere, da den nordkoreanske hær angreb Sydkorea den 25. juni 1950. Med mandat fra FN kom amerikanske styrker få dage efter sydkoreanerne til undsætning. Den nyetablerede kinesiske folkerepublik sendte til gengæld styrker til Nordkorea. Og så var der lagt op til politisk storkonflikt.
Krigen blev først afsluttet tre år senere. Da havde krigen krævet 3 millioner døde og lige så mange sårede.