Hans Hedtoft. 21.04.1903 – 29.01.1955. Socialdemokrat.
Da Hedtofts regering var ved at falde i 1950, traf hans partifælle Julius Bomholt partiformanden på sit kontor. Han sad og "græd ned i sin madpakke", berettede Bomholt. Sorgen gjaldt dog ikke den tabte regeringsmagt, men hustruen Ellas sygdom. "Dette her er for strengt, jeg dør snart Julius", sagde Hans Hedtoft.
Hedtofts politiske modstander Poul Møller (K) beskrev ham i en nekrolog: "Stærk i følelser, kraftig i temperament, fængende som taler, umiddelbar som menneske, charmerende i ethvert samvær med andre. Han var skåret over en større læst end sædvanligvis her til lands.... for sårbar til det politiske livs modgang, opfattede en hård kritik som et personligt angreb og dramatiserede derved selv sit liv mere end det kunne holde til".
Hans Hedtoft var arbejdsnarkoman, men det var hustruens død, der knækkede ham. Selv døde han på et hotelværelse i Stockholm, kun 51 år gammel.