Vi har lukket for tilgangen af nye bidrag til "Del dine minder".
Her på siden kan du bladre i bidragene og læse seernes egne historier fra livet i Danmark i 1950'erne.
I landsbyen Dejret på Mols tog man konsekvensen af fjernsynsinteressen og oprettede en fjernsynsklub. Den fik kæmpesucces. Enkelte aftener med "Kvit eller dobbelt" var der over 100 seere i skolestuen på en gang. Der var åbent hver aften året rundt. Dog var der den begrænsning i vinterhalvåret, at fjernsynet var lukket mandag aften, for så var der oplæsningsaften i skolestuen.
Medlemsskaren ebbede dog ud, efterhånden som folk selv fik et apparat. Da Dejret skole blev nedlagt i starten af 60'erne forsvandt den gratis varme og med den de sidste 5-10 medlemmer.
| 03.03.04: Jeg en årgang 1943 |
Til top |
Sammen med skolen, oplevede jeg Vingården (JazzClub) Enghaveparken (parkdans hver torsdag), Spejder, Ballet, Akrobatik, Dans, Jitterbug. Det var det nye, - i KØDBYEN til Bill Haley, Elvis Presley, - Cliff Richard etc.
I denne periode blev jeg gravid, for det med sex talte man ikke om i familien. Jeg blev sat overfor et valg om at bortadoptere mit kommende barn eller flytte hjemmefra. Derfor måtte jeg frekventere Mødrehjælpen Svendborggade med henblik på at søge en abort. Men jeg blev sendt på NEBBEGÅRD, mens mans undersøgte "sagen". Der gik et par måneder der, hvor jeg på lige fod med andre vordende meget unge mødre levede det daglige liv. Jeg fik et NEJ til abort via hospitalssektoren i 1962, da jeg jo "var sund og rask" ifølge overlægen på dette hjem, og det var jeg jo, jeg var jo blot gravid og i en lidt kaotisk situation.
Jeg blev dog gift med barnefaderen og brød min kontakt til familien i over et år, - og et halvt år senere ventede man sig igen, og søgte atter abort, - da jeg slet ikke magtede endnu et barn efter blot et halvt år. Jeg fik bevilliget abort på sygehus - det var den værste oplevelse jeg har haft.
| 03.03.04: Første tv-oplevelse |
Til top |
Jeg er født i 1952 og kan svagt huske hvordan vi fra hele opgangen samledes hos "Olsens", de var de første der havde fået fjernsyn. Alle stole blev slæbt frem, og alle blev bænket om det lille sort-hvide tv med den, i vore dages målestok, uhyre lille skærm. Jeg kan huske Ungarnsudsendelserne og hvordan vi børn fik sodavand - en meget sjælden begivenhed. Min egen sodavand blev drukket så langsomt, at jeg nåede at falde i søvn i mine korte bukser med de nye klare plastikseler - uden at have drukket færdigt. Billedet, der blev taget af dette sidder endnu i mit fotoalbum.
Min far var plejer, altså statstjenestemand. Ikke den store indkomst, men det var fast arbejde. Til supplement solgte vi grøntsager fra kolonihaven, og far krævede kontingent ind for et par foreninger. Også mine lommepenge kom fra disse kontingenter. Jeg blev ofte sendt til de besværlige. Dem der sagde: "kom igen i næste uge", når vi en gang i kvartalet skulle hente 50 øre. Det var sværere, hvis det var over for et barn. Min mor gjorde lidt rent for folk.
Vores toværelses lejlighed var trang til fire personer. Først i 50-erne kom de pengepolitiske lettelser. Der blev ydet statslån til parcelhuse. - Kolonihaven blev solgt og vi fik et lille hus. Omkring 30.000 kr. var anskaffelsessummen. Der var gaskomfur, men koksfyr og intet køleskab. Der var ikke mange penge til overs i begyndelsen, men når jeg ser tilbage, var 90% af vore naboer ligeledes tjenestemænd. Omkring 1960 begyndte det for alvor at vende. Et par familier på vejen havde fået egen bil, nogle måtte nøjes med motorcykel eller "bagskubberen".
Det er ganske klart, at "murstenene" gav vore forældre større råderum på deres ældre dage. Huset blev solgt i 1995, det var slidt, men indbragte dog omkring 600.000 kr. Når vi ser Krøniken, fokuserer vi på to "klasser". Jeg tror mit lille notat her passer på den såkaldte mellemklasse, hvoraf en stor del i øvrigt også var socialdemokrater.
I 1957 begyndte jeg i 1. klasse på den katolske skole i Århus, Sct. Knuds Skole.
Kønsadskillelse og tæsk var hverdag på skolen - men det var opfindsomheden for at omgå de strenge regler også. Drenge og piger sad i hver sin side af klasseværelset delt af, hvad vi kaldte "den usynlige mur". Der var også skolegård for drenge og en for piger - uden mulighed for visuel eller fysisk kontakt.
Tæsk - i Jesu navn - fik vi, lige fra 1. klasse, for alle mulige større eller mindre forseelser. Værst var inspektøren (katolsk præst). En ting var at skulle stille til skideballe på kontoret, men gjorde han også korsets tegn, var katastrofen uundgåelig - umiddelbart efter faldt slagene hårde og smertefulde.
Kønsadskillelsen blev først et egentligt problem i de lidt ældre klasser fra 6.-7. klasse, men fundet i spejderlokalet af et skabs bagbeklædning, som kunne tages ud og give adgang til kirkeloftet gav det perfekte skjulested. Her kunne vi invitere en af de søde piger med begyndende "attributter" på "hemmeligt møde" og "studere kvindelig anatomi". Stedet blev aldrig opdaget af lærerne.
Min familie var blandt de første i kvarteret, der fik fjernsyn i slutningen af 50´erne - et 17 tommers møbelskrummel, men som barn blev man vældig populær blandt legekammeraterne, når der blev inviteret på fjernsynskiggeri. Hele stuen var fuld af unger, og populariteten hos min mor var vel omvendt proportional med populariteten hos kammeraterne.
