Stig Thorsboe har arbejdet med dansk tv-dramatik i mere end 25 år. Hans nyskabende arbejde er en af de væsentligste årsager til det høje niveau for tv-serier i Danmark. Stig Thorsboe kørte i en årrække et tæt forfatter-parløb med sin bror Peter, hvilket resulterede i skuespil, film, tv-spil, men først og fremmest en række tv-serier - heriblandt én af DRs store succeser, 'Landsbyen' (91).
Herefter skabte Stig Thorsboe endnu en stor serie, den prisbelønnede 'Taxa' (97), hvor han fungerede som hovedforfatter. Han har siden da, udover at skrive 3 episoder til Peter Thorsboes 'Rejseholdet' (2000), været fuldt optaget af at udvikle 'Krøniken'.
Stig Thorsboe har opnået stor anerkendelse for sit succesfulde og originale arbejde med dansk tv-dramatik.
Han modtog Allenprisen i 1999 og Nordisk Film Prisen i 2003. Ved Producentforeningens årlige Tv-festival i 2004 og 2005 modtog 'Krøniken' priserne som Årets tv-program og Årets tv-drama - og den internationale anerkendelse kom, da Stig Thorsboe sammen med Sven Clausen i 2004 blev nomineret til en International Emmy for 'Krøniken' i kategorien Årets bedste dramaserie.