Fjernsynet - ny medspiller i demokratiet


Aksel Larsen, medietække med gips i stedet for slips.

Folketingsvalget i 1960 kaldes Danmarks første "tv-valg".

I 1960 havde omkring 1/3 af befolkningen fjernsyn (mod 5 % ved valget i 1957). Ifølge Gallup så 2/3 af de stemmeberettigede en eller flere af valgudsendelserne inden valget. Omkring 3/4 af befolkningen sad ifølge en seerundersøgelse det meste af valgaftenen foran fjernsyn eller radio.

Et stort diskussionspunkt var naturligvis, hvor stor "tv-effekten" ville være. En meningsmåling efter valget påviste en vis effekt. Procentdelen af vælgere, der havde skiftet mening i løbet af valgkampen, var nemlig lidt større blandt dem, der havde fulgt udsendelserne i tv, end blandt dem, der ikke havde. Det var dog fortsat mere end 80 % af vælgerne, der ikke lod sig påvirke af valgkampen - hverken på tv eller andre steder.

Valget i 1960 blev især husket for, at SF's leder Aksel Larsen optrådte i sit partis valgudsendelse fra en hospitalsseng. Den tidligere DKP-formand havde brækket benet, og mange mente, at dette trak en del sympati-stemmer. Valget var partiets første. SF fik 6,4 % af stemmerne og blev med 11 mandater Folketingets fjerdestørste parti.


Kilde: DR ARC