dr.dk › Krøniken › Tiden › Fjernsyn › Underholdning

 
 
 

Midt i en Quiz-tid

Slutningen af 50'erne og starten af 60'erne var fjernsynets guldalder. I januar 1956 var der ca. 10.000 licensbetalere - i 1964 rundedes 1 million fjernsyn i Danmark. Forvandlingen fra eksotisk stuemøbel til regulært massemedie stillede nye krav, også til underholdningsværdien.

Tv-quizzer lokkede folk til skærmen, men formidlede samtidig lødig viden, når museumsfolk kappedes i "Hvad er det?" (1954), og almindelige danskere sprang ud som professorer i "Kvit eller Dobbelt" (1957-59). I 60'erne blev quizzerne mere folkelige - eller pjankede om man vil - ofte med den afslappede Otto Leisner i centrum.

Forlaget Gyldendal udgav i 1958 "Midt i en Quiz-tid", hvori 12 skribenter ytrede sig om den tiltagende passivitet og ligegyldighed, som "underholdningsindustrien og de dygtige tv-folk" indirekte opfordrede til.