Da det første afsnit af Huset på Christianshavn tonede frem på skærmen i 1970, var serien egentligt bare ment som en kort fortælling om beboerne i en ejendom på Christianshavn i København. Men serien blev så stor en succes, at tv-seerne 84 gange kom til at nyde flyttemand Olsen, Karla og Egon, dyrehandler Clausen, vicevært Meyer og ikke at forglemme Emma i værtshuset Rottehullet.
Serien tog mange tidstypiske emner op, og seerne tog del i det folkekære persongalleris op- og nedture. Den komiske stil blev indbegrebet af dansk folkekomedie.
Serien lagde gaderne øde og er en af DRs største succeser nogensinde.
Huset på Christianshavn blev produceret af Nordisk Film for DR med bl.a. Erik Balling som instruktør og manuskriptforfatter.