Meningsmålinger foretaget af Gallup Instituttet for Berlingske Tidende op til EF-valget i 1972 - og med et kig frem til august 1974

Tilslutning til dansk medlemsskab af EF:

Januar 1972: 37 procent for, 31 procent imod, 32 procent ved ikke.

Maj 1972: 48 procent for, 28 procent imod, 24 procent ved ikke.

September 1972: Hvis Norge stemmer nej: 44 procent for, 36 procent imod, 20 procent ved ikke.

EF-afstemningen 02.10.1972: 63,3 procent for, 36,7 procent imod. Valgdeltagelse: 89,5 procent.

Marts 1974: 42 procent for, 42 procent imod, 16 procent ved ikke.

August 1974: 31 procent for, 53 procent imod, 16 ved ikke.

(Kilde: Gallup Instituttet for Berlingske Tidende)

Valgkampen:

Danmark havde i årevis haft kursen sat mod EF, da befolkningen den 2. oktober 1972 stemte sig ind i EF. Den første ansøgning sendte regeringen af sted i 1961, hvor Danmark ellers året før havde tilsluttet sig EFTA; et frihandelsområde, der skulle være et alternativ til EF.

Den største danske eksportindtægt var landbrugsvarer, og både EFTA-landet Storbritannien og EF-landet Tyskland var de vigtigste handelspartnere. Derfor fulgte Danmark trop med Storbritannien, da handelspartneren søgte om at komme ind i EF.

Danmark havde desuden et meget tæt samarbejde med de nordiske lande, både kulturelt og økonomisk. Så da både Danmark og Norge søgte om at blive medlem af EF, var valgkampen i 1972 præget af gisninger om, hvad Norge valgte at gøre. Nordmændene skulle stemme en uge før danskerne.

Blandt Folketingets fem partier var det kun SF og en fraktion af primært unge socialdemokrater, der var imod EF. Mens Socialdemokratiet altså var splittet, var Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre tilhængere af EF.

I maj havde alle husstande i Danmark modtaget en 16-siders oplysningsavis fra Folketinget om Danmark og EF.

Skræmmekampagner
Året igennem bølgede valgkampen hen over landet, tonen var skarp, og ingen holdt sig tilbage.

De danske EF-modstander havde rørt på sig lige siden begyndelsen af 1960'erne, og i 1972 sluttede de mange modstanderforeninger sig sammen i Folkebevægelsen mod EF (nu … EU).

Anti-EF-folkenes valgmateriale handlede om, at de økonomiske gevinster ved EF var overvurderet. De talte også om, at Danmark ville overtræde Grundloven, hvis landet tilsluttede sig EF. Og hvis Danmark vendte sig mod Europa, ville man helt miste tilknytningen og interessen for Norden.

Halvanden måned før afstemningen havde Folkebevægelsen mod EF en helsidesannonce i flere dagblade. Under overskriften VI ANKLAGER gennemgik de kritisk en endnu ikke offentliggjort annonce fra Venstre. Metoden vakte nogen kritik.

I årets løb var der talrige demonstrationer mod EF rundt om i landet. Kunstnere kom også på banen. Fx blev Thomas Koppels ballet Dødens Triumf sat op på Det Kongelige Teater. Balletten var en skarp satire bygget over tankerne om en europæisk union. Og der var mange protestsange mod EF.

Mens EF-modstanderne samlede penge ind til nej-kampagnen på gader og stræder, havde ja-siden det noget lettere.

Erhvervslivet havde stor interesse i at få del i det kæmpe europæiske marked og gav derfor pengegaver til ja-kampagnen.

EF-tilhængerne var ført an af den socialdemokratiske mindretalsregering med statsminister Jens Otto Krag i spidsen.

Han talte blandt andet om, at et nej til EF ville betyde levefodsnedgang, voksende underskud på betalingsbalancen, devaluering af kronen og arbejdsløshed.

Siden 1960 var nettogælden til udlandet vokset fra 417 millioner kroner til 19 milliarder kroner i 1971. Og Nationalbanken nævnte, at dansk tilslutning til EF ville gavne situationen.

Ledelsen på mange industrivirksomheder sendte breve hjem til deres ansatte, hvor de opfordrede dem til at stemme ja til EF for at sikre virksomhederne de bedste muligheder for at overleve i konkurrencen.

Et sådan stem-ja-brev førte til en strejke på kølefabrikken Brødrene Gram i Vojens, hvor op imod 1800 ansatte nedlagde arbejdet i protest mod den ''ensidige'' opfordring fra ledelsen.

Stort flertal vendt til stor modstand
Meningsmålingerne svingede meget. Hele valgåret førte ja-siden i målinger foretaget af Gallup Instituttet for Berlingske Tidende. Andre analyseinstitutter havde målt dødt løb og flertal til nej-siden.

En måned før valget havde hver fjerde vælger endnu ikke bestemt sig.

Selv om broderlandet Norge stemte nej til EF en uge før afstemningen i Danmark, så var det kun Københavns Østre Storkreds og Søndre Storkreds og Grønland, der havde nej-flertal på valgdagen. To ud af tre danskere stemte ja til EF.

Men dårligt nok var Danmark blevet medlem af EF, før den ellers så overbevisende store tilslutning faldt markant. Et år efter var flertallet væk, og i august 1974 var 31 procent for EF, 53 procent imod EF.

Forklaringen var formentligt, at Storbritanniens medlemskab af EF endnu ikke var kommet på plads. Storbritannien blev medlem samtidigt med Danmark og Irland, men var utilfreds med aftalen, truede med at forlade EF og krævede nye forhandlinger.

Danmark var jo primært gået med i EF på grund af Storbritannien. Samtidig steg prisen på dagligvarer i Danmark, økonomien skrantede, og nogle vigtige forhandlinger om EF's landsbrugspolitik trak i langdrag, så danskerne var skuffede over EF.

Danmark havde selv aftalt en femårig overgangsordning i EF, der betød, at tolden gradvist blev nedsat. Dermed kunne landbrugseksporten hurtigt nyde godt af Fællesmarkedets toldunion, indtil Danmark blev fuldgyldigt medlem af EF.

(Kilde: Tom Swienty (red.), Danmark i Europa 1945-93; Munksgaard, 1994, Den Store Danske Encyklopædi)