Kom indenfor! Vi håber, at De allerede i entréen kan fornemme, hvordan dette hus har en ganske særlig atmosfære - og at De kan lide den.
Vi håber, at De føler Dem budt varmt velkommen af det venlige lys fra den japanske lygte, og at De vil synes om at gå blødt og behageligt på det brune tæppe.
Sæt Dem ned på den røde stol og tag de lette hjemmesko på. Gæstetoilettet er lige bag døren til venstre.
Hvis De skal overnatte, så stil kufferten fra Dem i det lille gæste- og arbejdsværelse, der ligger bag døren til højre. Hatten tager vi os af. Hattehylden er fikst indbygget i de hvide garderobeskabe, også til højre.
Lige en ting til, inden vi går videre: kig på dørene - malet i en farve, der er troskyldigt blå som selve eventyret. Sammen med hvidt og naturfarvet træ er det netop den tone, der overalt spiller husets kendingsmelodi: en vise i folketone.
Fotograf Ulf Knöppel, Bo Bedre 1961.
|