dr.dk › Krøniken › Tiden › Ungdomsliv › Sex og moral

 
 
 

Tavsheden bliver brudt

I starten af 1960'erne kunne en pige hurtigt blive stemplet som 'en værre en' og en dreng let blive 'rodet ind i noget'. Blufærdigheden omkring sex og prævention var stor, og uvidenheden fik tit følger.

Den 21-årige Ulla Dahlerup forargede danskerne ved for åben skærm at kræve, at skolelæger skulle instruere unge i at bruge prævention og give skolepiger pessar, uden at forældrene fik besked.

Det var for mange den rene amoral, og det fjernede al poesi fra sanseligheden. Seksualmoral var det samme som at vente, indtil man var forlovet.

Andre efterlyste selvstændighed og ansvarlighed, baseret på viden om prævention.

Da p-pillen blev frigivet i 1966, blev lyst og forplantning for alvor adskilt, og kvinderne følte en helt ny frihed til selv at vælge, hvornår de ville have børn. Samtidig begyndte de at tale åbent om det.

Og da billedpornografien blev frigivet, havde sex endegyldigt erobret det offentlige rum.

I 1971 blev seksualundervisning obligatorisk i skolerne, og i 1973 blev loven om fri abort vedtaget.