Frygten for krig sneg sig ind gennem brevsprækken. Pjecen "Hvis krigen kommer" blev omdelt til alle landets husstande for at informere danskerne om nyttige forholdsregler i tilfælde af en atomkrig.
Få måneder senere fik frygten ekstra næring, da russiske fragtskibe lastet med atommissiler i oktober 1962 sejlede op gennem Storebælt med kurs mod Cuba. Her var russerne i gang med at installere atomraketter, som kunne rettes mod USA.
Hele verden holdt vejret, da den amerikanske præsident Kennedy i en direkte tv-tale gav ordre til en flådeblokade mod Fidel Castros kommunistiske ø.
Efter seks nervepirrende døgn meddelte Radio Moskva, at Sovjetunionen ville rive baserne på Cuba ned. En atomkrig var afværget.
Det politiske klima var dog stadig præget af kold krig. Berlin-muren fra 1961 havde revet Europa midt over, og i oprørsåret '68 blev Tjekkoslovakiets forsøg på at modernisere kommunismen slået ned med hård hånd af Warszawa-pagten.
Fakta:
Billedserier:
PDF: