1950'erne
 

Fakta: Seriehæfter

Der blev læst såkaldte seriehæfter, små romaner i lommeformat med kulørte tegninger udenpå. Pigerne læste især om den naturelskende skovfogeddatter Susy og den lidt mere chikke, Brigitte Bardot-lignende heltinde Puk. Susy havde skinnende rødt hår og var mere piget end Puk, som gik i moderigtige knæbukser og med Brigitte Bardot-tørklæde. Drengene læste om Flemming, Jan og Paw. Det var samme to mandlige forfattere, Knud Meister og Carlo Andersen, som skrev både Jan- og Puk-bøgerne. Men pigernes Puk-bøger blev udgivet under pseudonymet Lisbeth Werner. Forfatteren til Susy-bøgerne var også en mand. Han brugte heller ikke sit rigtige mandlige navn, men kaldte sig mere passende for Gretha Stevns. Selv om pigeheltene til tider kunne opføre sig som drenge, havde de alle de klassiske kvindelige dyder. De var velplejede, omsorgsfulde, flittige og betænksomme. Drengenes helte var mandige, udholdende, stærke og kortklippede.

Titlerne taler for sig selv:

• Jan som frihedskæmper
• Jan spiller højt spil
• Jan redder 13 drenge
• Hestetyvene: Jan til Derby
• Puk flytter på kostskole
• Puk som filmstjerne