Børnepsykolog: Søskende kan være den vigtigste relation i dit liv

Søskende bliver man ikke skilt fra eller opgiver. Dem er man relateret til hele livet, og derfor er det en relation med en kæmpe betydning, siger børnepsykolog.

Lulu og Franz medvirker i "Søskendes hemmelige verden", hvor Margrethe Brun Hansen fortæller om den vigtige søskende-relation. De vil formentlig ikke på noget tidspunkt i deres liv får en relation, der er mere langvarig, end de har til hinanden. (Foto: Bjarne Bergius Hermensen © dr)

Hvis du selv har søskende, så ved du det formentlig godt. Og hvis du har børn, som er søskende, så er det værd at blive mindet om: Søskendekærlighed er noget helt unikt og kan ikke sammenlignes med kærligheden i nogen som helst andre relationer, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen:

- En god søskende-relation kan være den vigtigste relation, du får hele dit liv.

En god søskende-relation kan være den vigtigste relation, du får hele dit liv.

Margrethe Brun Hansen

- Søskende følger os på godt og ondt og er efter al sandsynlighed den relation i vores liv, som kommer til at blive allermest langvarig. Ingen andre relationer har vi med os gennem livet i lige så mange år. Vores søskende er simpelthen vores livsvidner, de har været med hele vejen, og det har en stor betydning.

Margrethe Brun Hansen medvirker i tv-programmet ”Søskendes hemmelige verden”, der sendes på DR1 de kommende fem uger, hvor hun sammen med børnepsykolog Grethe Kragh-Müller sætter spot på søskende-relationens særlige særkender.

Her møder vi fx Sif og Oscar, som du kan se i klippet her nedenfor:

Sif og Oscar holder sammen

Familien er et mini-samfund

Søskende har rigtig stor betydning for børns personlighedsudvikling, sociale udvikling og for deres opfattelse af sig selv, og relationen søskende imellem får derfor stor betydning for, hvilke roller og reaktionsmønstre vi tillægger os senere i voksenlivet.

Søskendes hemmelige verden

Programmerne "Søskendes hemmelige verden" følger fem forskellige søskendepar i alderen 3-8 år i ti dage. Det foregår i et børnehus udstyret med mikrofoner og kameraer.

De to børnepsykologer Grethe Krag-Müller og Margrethe Brun Hansen analyserer og kommenterer , hvordan relationerne udfolder sig, når børnene havner i forskellige situationer - både de konfliktfyldte og de kærlige.

’Søskendes hemmelige verden’ sendes første gang 5. oktober klokken 20.30 på DR1.

Derfor er det vigtigt som forælder at give ens børns søskenderelation de allerbedste betingelser:

- Det er vigtigt, at forældrene går forrest og lærer børnene at vise respekt for forskelligheden, give plads til både de sensitive, de aktive, dem der er til sport og dem, der er til frimærker. Og ikke alene give plads, men anerkende forskellighederne som en styrke, understreger Margrethe Brun Hansen.

- Familien er et minisamfund, der rummer både konflikter, kærlighed, sociale relationer og store forskelligheder, og det at vokse op med de forskelligheder ruster faktisk børnene rigtig godt til voksenlivet.

Noget af det grundlæggende vi lærer af at blive født ind i en søskendeflok, er nemlig, at alle mennesker er født med forskellige styrker, svagheder og behov.

En smuk opgave for forældrene

Men at lære sine børn respekt for hinandens forskelligheder kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Forældrene spiller en vigtig rolle, siger Margrethe Brun Hansen.

- Det er ikke nogen nem opgave, men det er en smuk opgave, synes jeg.

- Som forælder er det utrolig vigtigt, at man holder øje med flokken, og at alle trives i den. Og så skal man udstråle over for sine børn, at der er en stor styrke i forskelligheden, at det faktisk er den, der gør familien stærk. Og det gør man ved at lære sine børn hjælpsomhed over for hinanden og sætte ord på de styrker, som hvert familiemedlem har.

Vi skal alligevel hjem og spise aftensmad sammen

Men det er ikke kun i barndommen, at søskende spiller en stor rolle for hinanden. Det fortsætter gennem hele livet.

- Man byder nogle gange sine søskende noget, som man aldrig ville byde en ven, for så var man ganske enkelt ikke venner så meget længere. Men med søskende er der jo det særlige, at uanset hvor gal eller urimelig, man har været, og uanset hvad der er blevet sagt eller gjort, så skal vi alligevel hjem og spise aftensmad ved det samme bord, så man finder en løsning.

- Og det giver en samhørighed og en tryghed gennem hele livet at vide, at man kan regne med hinanden, når man kommer i krise, også selv om man måske har været urimelig. Selv når man bliver ældre, og far og mor er væk, har vi brug for vores søskende som de livsvidner, de er. Også i alderdommen er det en tryghed at have en søskende, som man kan dele minder om livet med.